1000 har betalt: Grønne organisationer klar til retssager mod Danish Crown

Grønne organisationer vil gøre klima-retssager mod Danish Crown til folkesager. Næsten en kvart million kroner er allerede indsamlet.

Flere grønne organisationer gør nu alvor af sidste uges trusler om retssager og klager mod Danish Crown.

Dermed skal slagterikoncernen til at forsvare sig både ved domstolene og ved Forbrugerombudsmanden, når det gælder kampagnen Klimakontrolleret Gris.

Begge organisationer arbejder endda på at gøre klagerne til folkesager. 

Den første sag, anlagt af tre grønne organisationer, nemlig Klimabevægelsen, Den Grønne Studenterbevægelse og Dansk Vegetarisk Forening, har samlet over 224.000 kroner ind til at føre en retssag ved domstolene mod Danish Crown. Det er sket på hjemmesiden klimaretssag.dk, hvor der over den seneste uge er tikket donationer ind fra hele 1000 borgere.

Den anden sag bliver mandag sendt til Forbrugerombudsmanden fra Greenpeace. Her vil man samtidig samle forbrugeropbakning på organisationens hjemmeside, ved at folk kan underskrive en opbakning til sagen.

“Danish Crowns “klimakontrol”  består af frivillige, uforpligtende målsætninger, og er dermed ikke meget andet end et salgstrick.Vi vurderer derfor, at Danish Crowns selvopfundne mærkningsordning er vildledning i værste potens og direkte skadelig for den grønne omstilling. Kampagnen bør derfor stoppes omgående", udtaler Kristine Clement, kampagneleder for skov og landbrug i Greenpeace.

Danish Crown afviser at trække tilbage

Kampagnen Klimakontrolleret Gris har kørt siden august 2020 og er en af Danish Crowns største kampagner. Den slår på, at de selskabets slagtesvineproducenter har forpligtet sig på at reducere udledningen af klimagasser inden først 2023 og siden 2030.

Oprindeligt slog kampagnen også på, at "dansk gris er mere klimavenlig end du tror". Dette har Danish Crown dog fjernet "efter dialog", har selskabet oplyst.

Danish Crown afviste sidste uge, at man ville trække kampagnen tilbage. Kommunikationsdirektør Astrid Gade Nielsen fortalte til landbrugsavisen.dk, at selskabet er klar til en retssag, hvis det skulle komme dertil.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle