100.000 kr. til landskabsmaleri fra Kulturfond

Prisvindende maler kender landskaber fra sin opvækst i Vestjylland.

Nu er det afsløret, hvem der har vundet Landbrugets Kulturpris-konkurrence for billedkunstnere. Vinder blev kunstneren Karen Gabel Madsen, der kunne modtage førstepræmien er på 100.000 kr. i konkurrencen om at vise ’nutidslandskaber og de mennesker og redskaber, der former dem’, som der stod i konkurrenceoplægget fra Landbrugets Kulturfond.

Traditionen med at male landskaber og de mennesker, der bor og arbejder dér, har gennem århundreder været brugt som motiver til et vigtigt stykke dansk kulturhistorie, og det ville Landbrugets Kulturfond gerne inspirere nutidens kunstnere til holde i live ved at sætte fokus på landskaberne i det 21. århundrede.

Ikke i tvivl

Bidragene til konkurrencen var præget af stor kvalitet og spændvidde. Alligevel var dommerne ikke i tvivl om, hvilket billede der bedst løste opgaven. Karen Gabel Madsen modtog førsteprisen for et stort maleri af en mark med konturer af en moderne stald og traktorer med redskaber som transparente spor i motivet. 
Kunstkritiker Bente Scavenius har været formand for bedømmelseskomiteen, og hun er meget begejstret for billedet: 

"Karen Gabel Madsen skildrer landbruget med stor indfølingsevne og stor troværdighed og på en moderne måde. Vinderbilledet rummer meget loyalitet mod landbruget, kombineret med originalitet og samtidighed. Det er uden tvivl det bedste billede i konkurrencen".

Landskabet bor i mig

Karen Gabel Madsen siger om sit vinderbillede:

"Jeg er vokset op på en gård i Vestjylland. At bruge en gård, jorden, det lange udsyn, krydret med et par store maskiner, blot forstyrret af blomster i bunden, er nyt for mig. Og dog meget velkendt – det er et landskab, der bor i mig, og blomstertyper, jeg kender fra grøftekanterne i barndommen. Både maskinerne og ensomheden er større nu end dengang, er mit indtryk. Blomsterne langs markerne bliver heldigvis igen prioriteret mange steder".

Andenprisen på 20.000 kr. gik til Mark Holm Møller, og tredjeprisen på 10.000 kr. fik Anne Koldsø.

Formand for Landbrugets Kulturfond Bent Claudi Lassen glæder sig over den store interesse. Hele 53 billedkunstnere indleverede værker til priskonkurrencen.

Faktaboks

Landbrugets Kulturfond blev stiftet i 1982. 

Formand er Bent Claudi Lassen, næstformand er  Gert Karkov.

Øvrige medlemmer er Søren Smalbro, Martin Merrild, Helle Juhl, Lillian Hjorth-Westh og Nina Smith.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle