101 medlemmer af EU-Parlamentet støtter forslag om burfri husdyrproduktion

101 medlemmer af EU-Parlamentet samt sammenslutningen for dyrlægestuderende opfordrer nu EU til at forbedre dyrevelfærden i landbruget, og støtter blandt andet et forslag om forbud mod burhøns.

Den internationale sammenslutning af dyrlægestuderende, IVSA, der har 40.000 medlemmer i 70 lande, opfordrer i en meddelelse EU til at få indført skærpede krav til dyrevelfærden i hele unionen.

Meddelelsen, som foreningen har delt med både EU og World Animal Protections for nylig, er en støtteerklæring til EU-borgerforslaget End The Cage Age, der har samlet næsten 1,4 millioner underskrifter for, at bure skal forbydes til husdyr og i landbruget.

Samme budskab lyder fra 101 medlemmer af EU-Parlamentet, hvoraf nogle deltog i den første høring af borgerforslaget den 15. april 2021.

Alle 101 medlemmer skriver i en støtteerklæring under på, at de mener, der bør kigges på EUs dyrevelfærdslov. 

"Mens EU har tøvet med at trække i førertrøjen, er medlemslande som Østrig, Belgien, Tjekkiet, Tyskland, Luxembourg, Slovakiet og Sverige selv gået længere, og har indført national lovgivning, der afskaffer eller udfaser bure for bestemte landbrugsdyr", skriver parlamentarikerne, der fra Danmark tæller Niels Fuglsang (S), Nikolaj Villumsen (EL) og Margrethe Auken (SF).

Bør ske hurtigst muligt

Sammenslutningen af dyrlægestuderende har i deres meddelelse blandt andet givet udtryk for, at burene skal forbydes hurtigst muligt.

"IVSA's stående udvalg for dyrevelfærd opfordrer hermed EU til at revidere EU-direktivet
98/58/EF om beskyttelse af dyr, der holdes i landbruget, for at forbyde brugen af ​​bure i
landbruget inden for den kortest mulige tidsramme", står der i erklæringen, hvor det også fremgår at overgangen til et bur-frit landbrug skal ske gradvist og med vejledning fra videnskabelige fagpersoner. 

"IVSA's stående komité for dyrevelfærd finder, at en hurtig overgang til et burfrit landbrug for alle de førnævnte arter (eks. høns, kalve, søer, kaniner mv.) er kritisk vigtig for at fremme af dyrevelfærden og forbedringen af opdræt i EU", står der.

Derudover fremhæver foreningen også, at der skal sørges for støtte til landmændene, der skal omlægge deres prouktioner. 

Borgerforslaget blev i april fremlagt for EU-Kommissionen, der nu skal tage stilling til, om Kommissionen ønsker at gå videre med sagen og eventuelt stille et lovforslag. Kommissionen skal tage stilling til borgerforsalget senest i juni.

EU's landbrugskommisær Janusz Wojciechowski har dog udtalt, at der er fuld støtte fra Kommissionen, og at de "lover at arbejde intensivt for at gøre dette til lovgivning".

Forslaget stiller blandt andet krav om, at alle husdyr fremover holdes i indhegninger, stalde med løsdrift eller lignende, fremfor i enkelte bure. Eksempelvis mener man, at burhøns og kalvebokse til et enkelt dyr skal forbydes, ligesom man ønsker et forbud mod fiksering af søer.

Mere end 160 europæiske dyreorganisationer er med i initiativet, ligesom flere eksperter og fødevarevirksomheder som Unilever og Nestlé også støtter op om initiativet.

‘End The Cage Age' ledes af den britiske organisation Compassion In World Farming.

Faktaboks

Baggrunden for debatten om dyrevelfærden i EU er borgerforslaget 'End the Cage Age', der i 2019 lykkedes med at indsamle over en millioner underskrifter fra borgere i hele EU, der ønsker bure forbudt i landbruget.

Hvis et europæisk borgerinitiativ lykkes med at indsamle mindst én million godkendte underskrifter, skal EU tage forslaget op.

Det er derfor, forslaget nu er nået helt ind på flere parlamentarikeres og kommissærers borde i Bruxelles.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle