1029 danske landmænd vil omlægge til økologi

Danske landmænd vil omlægge yderligere 36.700 hektar til økologisk drift. Salget af økologiske varer i Danmark ventes at vokse med mere end 2 mia. kr. i år.

1.029 danske landmænd har netop søgt om støtte til at omlægge et areal, der er fire gange så stort som Amager til økologisk drift.

Landmændene vil helt præcist omlægge 36.700 hektar, og i Miljø- og Fødevareministeriet venter man nu, at 312.000 hektar dansk landbrugsjord vil blive drevet økologisk i 2019.

Det skriver Finans.dk

»Økologien buldrer lige nu derudad i Danmark, hvor supermarkederne har verdensrekord i salg af økologiske varer. Også i mange andre lande er forbruget af økologiske varer i hastig vækst. Jeg er glad for, at så mange danske landmænd reagerer på den efterspørgsel og omlægger produktionen,« siger miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) til avisen.

Hans Erik Jørgensen, formand for økologisektionen i Landbrug & Fødevarer er glad overfor udviklingen.

"Det er positivt, at endnu flere landmænd omlægger til økologisk drift, og det allerbedste er, at det især er planteproducenter, som nu går i gang med at omlægge. Danmarks import af økologisk foderkorn vokser, og vi har i årevis sukket efter, at flere danske planteavlere skulle omlægge til økologisk drift. Nu gør de det, og det er bare fantastisk positivt", siger han i en mailkommentar til landbrugsavisen.dk

Og tallet kan vokse yderligere i det nuværende økologer har mulighed for at søge omlægningsstøtte helt frem til september.

Omlægningstillægget (1.200 kr. pr. hektar i to år) samt det økologiske basistilskud (870 kr. pr. hektar) kommer oven på den almindelige EU-landbrugsstøtte. Jakob Ellemann-Jensen mener, at der er god grund til, at staten på den måde stimulerer produktionen af netop økologiske fødevarer.

Og i følge Jens Erik Jørgensen er der ingen tegn på overophedning af markederne.

"Slagterierne og mejerierne styrer løbende udviklingen i produktionen af økologisk mælk, grise, kyllinger, æg osv., og i takt med, at produktionen i disse sektorer er vokset, er der opstået mangel på økologisk foder. Det er fint, at nogle af de konventionelle landmænd, som er presset af lave kornpriser, nu reagerer på det og omlægger til økologi," siger han.

Den største udfordring ved at øge den økologiske planteproduktion er ikke kun markederne, men noget rent biologisk, mener han.

"Økologiske planteproducenter må ikke bruge kunstgødning og er i dag afhængige af at få tilført husdyrgødning fra konventionelle landbrugsbedrifter. En del af de nye økologiske planteproducenter har gårde i Østdanmark, hvor husdyrgødning er en knap faktor, som man risikerer at skulle hente langvejs fra. Der skal eksperimenteres med sædskifter og særlige afgrødetyper for at nedbringe afhængigheden af konventionel husdyrgødning", siger han.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle