11 tidligere minkavlere er de første til at modtage erstatning

I hvert fald 11 minkavlere har fået udbetalt erstatning.

De har været længe undervejs, men nu er udbetalingerne begyndt at tikke ind hos landets minkavlere.

Det viser en aktindsigt, som Nordjyske har søgt hos Minksekretariatet. 

Den viser, at 11 tidligere minkavlere har fået udbetalt deres erstatning og kompensation. 

Blandt dem er blandt andet fem nordjyder, skriver avisen. 

Eksempelvis to avlere i Jammerbugt kommune har fået deres samlede erstatning og kompensation for permanent nedlukning af deres minkvirksomhed fastsat til henholdsvis 6,4 og 4,6 millioner kroner. På farmene var der i 2020 henholdsvis 1.026 avlstæver og 5.533 hvalpe, og på den anden 710 avlstæver, 3.113 hvalpe og 179 nedfrosne dyr.

En minkavler fra Brønderslev Kommune, der havde over 10.000 levende mink, da det blev besluttet at slå alle mink ned i 2020, har modtaget en erstatning på 11,2 millioner kroner.

I maj besluttede regeringen sammen med et bredt flertal, at minkavlerne skulle kunne få udbetalt erstatning hurtigere, end det først aftalt.

Aftalen betyder, at minkavlerne bliver tilbudt at få udbetalt deres erstatning senest i midten af 2024 i stedet for ved udgangen af 2027.

Vælger de tidligere avlere regeringens fast-track-model opgiver man til gengæld retten til at klage.

Tæt på 1.000 minkavlere afventer fortsat at få afsluttet deres sager. 

Det inkluderer 290 avlere, der fuldt lovligt, ikke havde mink på deres farme i 2020.

Det svarer til, at næsten hver fjerde minkavler, som har søgt om erstatning, ingen mink havde, da regeringen i 2020 besluttede, at alle mink skulle slås ned. 

De skal dog stadig modtage erstatning, da de pågældende avlere i 2020 stadig havde en fuldt lovlig produktionstilladelse.

/kold

Opdateret d, 7, juni kl. 09:59

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle