14,3 mio. kr. skal bringe mere økologi til Midtjylland

Nyt projekt har modtaget 14,3 mio. kr. i støtte fra NaturErhvervsstyrelsen til at sørge for mere økologi hos Midtjyllands offentlige køkkener.

Et nyt projekt har til mål at give offentlige køkkener i Midtjylland redskaber, så de kan omlægge deres forbrug til at være mellem 60 og 80 procent økologisk. 

Projektet sker på baggrund af succesen med Økoløft Aarhus og har netop modtaget 14,3 mio. kr. i støtte fra NaturErhvervsstyrelsen.

Målsætningen for projektet forventes at bidrage med et øget årligt økologiske fødevareforbrug på knap 2000 tons eller 70-80 mio. kr. 

Målsætningen er, at landets offentlige fødevareindkøb gøres mindst 60 procent økologiske i 2020.

"Vi har i Danmark et meget ambitiøst mål om at fordoble det økologiske areal inden 2020, og regeringen har den politik, at det offentlige skal gå forrest i den udvikling. Derfor er det også godt at se, at en stor kommune som Aarhus Kommune griber bolden og gør en stor indsats for at få økologisk mad på frokostbordet til ung som gammel i kommunen, uden at det behøver, at koste ekstra" lyder det fra fødevareminister Dan Jørgensen.

Også Aarhus' borgmester, Jacob Bundsgaard, er begejstret for projektet:

"Med tilsagnet til det nye projekt får vi ikke alene styrket miljøet og tilbuddet om økologiske måltider af en høj kvalitet til alle byens og regionens borgere, vi får også styrket de personalegrupper der lægger deres hjerte i at skabe de gode måltider for os," fortæller han.

 Ved siden af dette udtrykker Jacob Bundsgaard også sin begejstring for, at omstillingen kan gennemføres inden for uændrede budgetter. 

Projektet involverer 109 institutioner med 133 køkkener, 359 køkkenmedarbejdere og 80 måltidsansvarlige. I alt vil ca. 22.000 spisende borgere efter projektet nyde godt af nye velsmagende økologiske måltider. 

Faktaboks

Projektet er i samarbejde med:

  • Aarhus kommune
  • Region Midtjylland
  • Studenterhusfonden ved Aarhus Universitet
  • VIA University College 
  • Økologisk Landsforening
  • Københavns Madhus

Emneord

økologi

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle