17 aktivister i aktion på svinegård på Sjælland

17 aktivister har hængt bannere med teksten 'Stop svineriet' op på en gård ved Tingerup på Sjælland.

Aktivister fra Greenpeace har mandag morgen slået til på Vanløsegård, et dansk svinebrug, der ligger mellem Ringsted og Holbæk.

I de tidlige morgentimer klatrede 17 aktivister fra Greenpeace op og monterede et 42 meter langt banner på taget af den største stald og hængte desuden et 9x7 meter stort banner op på en af gårdens fodersiloer. Det skriver gruppen i en pressemeddelelse.

Budskaberne er blandt andet 'Stop svineriet' og 'Giv Danmark landet tilbage - stop svinefabrikkerne'.

Aktionen foregår udelukkende udendørs, og Greenpeace er ikke brudt ind i stalde eller andre bygninger.

I staldene står cirka 10.000 svin, og gården er drives af den tidligere næstformand i Bæredygtigt Landbrug, Peter Kjær Knudsen og hans tre sønner. De har meldt aktionen til politiet.

Tilsammen producerer familien herhjemme årligt omkring 200.000 slagtesvin og levende smågrise til eksport. Familien ejer også gårde i Sverige og Østeuropa.

Landbrugsavisen.dk har været i kontakt med ejerne af gården, der bekræfter episoden.

"Dansk svineproduktion har udviklet sig i en dybt uheldig retning, hvor langt størstedelen af kødet ender i udlandet, mens forurening af luften og vandmiljøet bliver herhjemme. Danmark er det land i verden, der laver mest kød per indbygger, og vi kan ikke indfri vores nationale klimamål uden at skære markant ned", udtaler Kristian Sloth, landbrugspolitisk rådgiver i Greenpeace om aktionen.

"Regeringen er nødt til at se på, hvordan vi reducerer antallet af svin og køer, så vi kan få plads til mere natur og CO2-absorberende skov", fortsætter han.

Greenpeace har de seneste måneder talt med en række naboer til Kjær Knudsen familiens gårde og også udgivet en dokumentarfilm om området, og de gener, som naboerne mener at opleve.

Opdateret kl. 11:45 med oplysning om, at aktionen er blevet politianmeldt.

Emneord

Top2

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle