17.000 så med online, da økokøerne kom på græs

Corona-restriktionerne betød, at de økologiske køer endnu engang måtte blive lukket på græs uden tilskuere.

Hvert år i april bliver de økologiske køer landet over lukket ud på græs, og normalt plejer det på en del økologiske landbrug at være lidt af en festdag med mange besøgende på gården, der skal ud og se "køerne danse".

I år betød corona og de medfølgende restriktioner dog, at køerne måtte finde ud på marken uden det sædvanlige heppekor, da der til søndagens arrangement endnu ikke var åbnet op for besøg fra hverken børn eller voksne på landets gårde.

Ligesom sidste år sørgede Økologisk Landsforening dog for at sende live fra en af gårdene. I alt har lige over 17.000 nu set videoen fra da de lige knap 160 økologiske køer fra Vestervang i Vildbjerg i Jylland blev lukket på græs søndag kl. 12. Det oplyser Økologisk Landsforening til landbrugsavisen.dk.  

"Det har været en fantastisk dag. Køerne er kommet på græs og nu er foråret i det økologiske landbrug for alvor i gang. Vi har forsøgt at give folk bag skærmen en fornemmelse af, hvordan det er, når køerne hopper og springer og så håber vi, at vi kan holde en Økodag-classic næste år med gæster på gårdene", siger Malene Jensen, projektleder hos Økologisk Landsforening, i en mailkommentar.

"Vi er glade for, at så mange mennesker kiggede med, men næste år håber vi virkelig, at vi kan komme ud på gårdene og se Økodag fysisk", tilføjer Malene Jensen.

På landsplan har de økologiske landbrug tilsammen 200.000 besøgende, når Økodag ikke har været ramt af corona-restriktioner.


Foto: Økologisk Landsforening

Ministerbesøg på Nylundgård

På Nylundgård i Tjele var der dog lukket op for en enkelt gæst i dagens anledning. Fødevareminister Rasmus Prehn (S) lagde nemlig vejen forbi gården. 

"Jeg kan ikke undgå at smile, når jeg ser dyrene komme på græs og ved, at de kan være i grønne omgivelser hele sommerhalvåret. På Økodagen skal vi fejre, at vi er super stærke på både økologi og dyrevelfærd i Danmark", udtaler Rasmus Prehn.

"Der er ingen tvivl om, at økologi er en vigtig brik i den grønne omstilling af landbruget. Det er regeringens ambition at fordoble det økologiske areal, den økologiske eksport og danskernes forbrug af de Ø-mærkede varer. Ved at gå endnu mere efter kvalitet og dyrevelfærd kan forbrugerne jo også være med til at bidrage til den grønne omstilling".
 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle