2018: Mindre vand, mere dialog og usikre priser

Økonomisk set bliver 2018 næppe så godt som 2017, der vil blive husket for regn, regn og atter regn.

Hvad forventer du af 2018?

»Mindre regnvejr«.

Sådan svarer formand for LandboSyd, Mogens Dall. Og der er ingen tvivl om, at det er der også mange andre, der håber på. Det våde år 2017 vil nemlig få indflydelse langt ind i 2018.

Landmænd nåede ikke at så så meget vintersæd, som de havde planlagt, og derfor får landmænd og maskinstationer travlt med forårsarbejdet, der vil fylde mere end normalt. Det vil i øvrigt få indflydelse på størrelsen af den samlede høst, at man skal nøjes med vårudbytter.

Hos Vraa Maskinstation spår Søren Ulrik Sørensen, at han får travlt med at dræne i 2018, dels fordi det våde 2017 umuliggjorde mange projekter, dels fordi året virkelig viste, hvor der er et behov.

Når vejret er sådan, viser det virkelig, at landbrug ikke er noget, man kan sætte på formel. Derfor er planteformand Torben Hansens store ønske da også, at datotyranniet skal lægges på hylden. For hvordan skal man overholde regler om, hvornår marker skal sås, og gylle spredes, når det regner, og man ikke kan køre i marken? Den slags kan være svært at forstå, hvis man ikke er landmand.

Dialog

Hvis man skal vinde forståelse for den slags og andre synspunkter, har deltidsformanden Klaus Høeg og Marie-Louise Thøgersen, formand for Tænketanken Frej, formentlig ret i, at man gør klogt i at arbejde for en bedre dialog. Hvis man snakker grimt til hinanden, opnår man ikke noget. Hvis man gør sig umage for at forklare sine synspunkter, er der chance for, at faglig viden vinder oftere over følelser. Det gælder både i forhold til forbrugere, grønne organisationer og bureaukrater i EU og ministerier. Ja selv inden for egne rækker.

 

Lavere priser

Dialog er dog ikke nok. Landmænd skal også tjene penge. Jo mere forbrugere og myndigheder kræver, jo mere er de nødt til at tjene. Men når man kigger i krystalkuglerne, bliver de en lille smule uklare.

Den gode svinepris er faldet, og mejeriformanden Steen Nørgaard Madsen »er spændt på mælkeprisen«, hvilket snarere betyder, at den falder, end at den stiger. Og planteavlerne skal heller ikke forvente det store, forlyder prognoserne.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle