2019 skal være smågrisens år

Ugen på Spidsen: Ugens klummeskribent på Svin plus giver gode råd om succes med smågrise.

Man kan sige, at de sidste mange år har været soholdets år, for effektiviteten i soholdet buldrer frem.

Slagtesvineproduktionen følger efter i lidt lavere tempo, men set over de sidste år er der dog en pæn fremgang.

Derimod oplever jeg, at smågrisene trænger til et løft. De bliver ofte presset af succesen i farestalden, der betyder, at belægningen er til den gode side i smågrisestaldene. Det fører måske også ekstra flytninger og sammenblandinger med sig. Alt sammen til ugunst for effektiviteten, sundheden og i sidste ende økonomien.

Derfor kunne vi passende udnævne 2019 til smågrisens år og indlede året med at slå et slag for større opmærksomhed omkring smågrisene.

Det er ikke en naturlov, at tilvæksten i mange smågrisestalde er under 450 gram. Potentialet er langt højere, og målet kunne i første omgang være at nå 500 gram.

For at nå det mål skal man først og fremmest sørge for at fravænne grise, der både er tæt på eller over 26-28 dage og er vant til at optage tørfoder.

Dernæst skal man sammenblande kuldene så lidt som muligt. Hvis det betyder lidt størrelsesforskel i stien er det næppe et problem for grisene.

Sørg for rigelig og let adgang til vand den første uge efter fravænning.

Brug så lidt eller ingen zink som muligt i foderet. Zink har en dårlig smag og fremmer ikke foderoptagelsen.

Brug en god, solid fravænningsblanding. Den behøver næppe koste mere end 500 kr. pr. 100 kg, selvom man godt kan få blandinger, der er noget dyrere.

Lav foderskift over en uge, så foderoptagelsen ikke bliver påvirket. Når grisene forhåbentlig er godt i gang med at æde, når de vejer omkring 12-14 kg, kan man skrue gevaldigt ned for de dyre råvarer og alligevel holde en høj tilvækst.

Med disse få råd bliver 2019 forhåbentlig smågrisens år.

Morten Thomsen er journalist og svinefaglig redaktør på LandbrugsAvisen, magasinet Svin og Svin Plus.

Faktaboks

I den ugentlige klumme på Svin Plus, "Ugen på spidsen", sætter Morten Thomsen og Søren Tobberup Hansen, journalister og svinefaglige redaktører på LandbrugsAvisen, magasinet Svin og Svin Plus, svineugen i perspektiv.

Klummen er udtryk for skribentens personlige synspunkt, og udtrykker ikke nødvendigvis bladhusets holdning til omtalte emne.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle