232.000 danskere så øko-køerne danse

232.000 danskere oplevede i går øko-køernes begejstring over at blive lukket ud på forårsgræs. Økodag, der er Danmarks største nationale fødevare- og landbrugsevent, øger gæsternes interesse for økologiske fødevarer, viser en undersøgelse.

Klokken 12 åbnede stalddørene på 73 øko-gårde landet over, og køerne hoppede og sprang ud på marken i det fri efter en lang vinter i stalden.

På dagen var omtrent 232.000 danskere mødt op på landet for at se de økologiske køer danse.

"Besøgstallet bekræfter endnu engang, at Økodag er en folkefest. Det er utroligt glædeligt, at danskerne bakker så massivt op om begivenheden. Det vidner om en stor interesse for økologi og dyrevelfærd og et ønske om at vide, hvor maden kommer fra, siger Per Kølster, formand i Økologisk Landsforening, som i går deltog i den officielle åbning af Økodag på Hagens Mølle ved Skive i Midtjylland.

Det er en del mere end sidste år, hvor antallet af besøgende var 208.000.

Per Kølster mener, at begivenheden er med til at sikre, at flere køer får græs under klovene i sommerhalvåret.

Ifølge den seneste evaluering af Økodag, har 78 procent af de gæster, som ikke i forvejen købte mange øko-varer, således fået øget interesse for at købe økologiske fødevarer efter at have deltaget i Økodag.

"Til Økodag oplever danskerne live, hvilken forskel de gør, når de køber økologisk mælk. De er simpelthen med til at sætte køerne fri. Dyrenes begejstrede forårsdans viser meget tydeligt, at det mest naturlige for en ko er at være ude på marken. Netop derfor skal alle økologiske køer på græs i sommerhalvåret", siger Per Kølster.

Mere end 15.000 gæster på mest besøgte gård

I en årrække har flere end 200.000 danskere deltaget i Økodag, og i år blev der sat besøgsrekord på gården Søbysøgaard på Fyn, hvor der var cirka 15.500 gæster.

"Det er overvældende, at så mange tusinde danskere bakker op, når de økologiske landmænd inviterer indenfor på deres gårde og lægger rigtig mange kræfter i at skabe et godt og hyggeligt arrangement," siger Birgitte Nygaard, projektleder i Økologisk Landsforening.

"En stor del af gæsterne til Økodag er børn, og oplevelsen er med til at forme dem som forbrugere, der senere i livet skal tage stilling til, om deres mælk skal være økologisk og komme fra køer på græs".

Økodag er den største nationale fødevare- og landbrugsbegivenhed i Danmark. Eventen fandt sted første gang i 2005 med et besøgstal på 10.000. Økodag gennemføres af Økologisk Landsforening i samarbejde med de økologiske landmænd og deres mejerier.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle