25 år med landbrugsviden direkte fra Djursland til Cambodia

En studietur til Afrika gav Bodil Pallesen en holdning til, hvordan nødhjælpsarbejde burde organiseres. Det førte til stiftelsen af ADDA, som de sidste 25 år har sendt landbrugs-knowhow direkte fra Djursland til Asien.

Det handler om hjælp til selvhjælp. Det handler om at videregive viden, så de fattigste områder i verden selv kan kapacitetsopbygge. Bodil Pallesen fra Feldballe på Djursland har altid været interesseret i ulandsarbejde. På en studietur til Afrika fik hun øjnene op for, hvordan nødhjælpsarbejde ikke skulle udføres, og hun rejste hjem med en ide. Den ide førte til stiftelsen af ADDA, Agricultural Development Denmark Asia, som 1. juni i år kan fejre 25-års jubilæum på Kalø Økologisk Landbrugsskole ved Rønde, hvor der afholdes jubilæumskonference.

"Jeg bliver drevet af at se, at der bliver skabt resultater, og hvor stor forskel vores arbejde gør dernede", lyder det fra Bodil Pallesen, som i 1994 blev medstifter af ADDA sammen med Niels og Evelyne Dumas-Johansen.

Det første projekt

Bodil Pallesen, Niels og Evelyne Dumas-Johansen kunne sagtens have tilbudt deres engagement i en allerede eksisterende NGO, men de havde deres egne ideer til, hvordan tingene skulle gribes an og ønskede ikke at blive fanget i allerede opstillede regler og tunge retningslinjer. De ville starte på en frisk.

Bodil Pallesen var ansat som planteavlskonsulent i en mindre landboforening, som senere fusionerede til det, vi i dag kender som Djursland Landboforening, og også Niels og Evelyne havde kontakter i Cambodia.

Cambodia var i starten af 1990’erne ødelagt af krig og med en håndfuld personlige relationer i ryggen, var det nærliggende for makkerparret at indlede et samarbejde med arkitekt Outey Mea, der førte til ADDA’s første projekt, som omhandlede bl.a. kapacitetsopbygning af en landbrugsskole i Phnom Penh i Cambodia med støtte fra Danida. 

"Jeg drømte måske i virkeligheden om selv at tage til Cambodia for at arbejde, men vi fik tilsagn om vores første projekt samme dag, jeg lå på fødegangen med mit yngste barn. Så det blev ikke mig, der rejste derud", lyder det fra 61-årige Bodil Pallesen, som dog rejser til Cambodia en gang om året.

Bodil Pallesen har mange forskellige funktioner i ADDA, men er blandt andet i bestyrelsen og projektleder i Cambodia siden projektopstart i 1996. Poster hun varetager ved siden af jobbet som Seniorspecialist hos Teknologisk Institut i Aarhus.

Medstifter og ADDA’s første formand Niels Dumas-Johansen driver Dumas-Johansen Specialrejser fra Auning på Djursland, der arrangerer landbrugsfaglige rejser. 

Hjælp til selvhjælp

Udviklingen i ADDA har været stor gennem de sidste 25 år, men organisationen har fastholdt markskoleprincippet, hvor en gruppe af bønder følger hele produktionen af en afgrøde eller en husdyrproduktion. Bønderne bliver trænet i lederskab - hvordan de får indflydelse i lokalsamfundet og ikke mindst i kommunen, og hvordan de sparer penge op, så deres virksomheder kan udvikle sig.

"Vi har alle dage haft vores fokus på kvinderne. Mændene tager til byen for at tjene penge, og kvinderne sørger for, at børnene kommer i skole, og så driver de jorden. Kvinderne er enormt ansvarsbevidste, og det er helt vildt at se, hvor meget de har rykket sig. De er gået fra fattige bønder til at få et landbrug med overskud og udvikling og indflydelse i deres lokalsamfund", forklarer Bodil Pallesen.

Senere har ADDA hjulpet med at få etableret andelsforeninger – små stærke selvhjælpsgrupper, hvor kvinderne kan arbejde sammen og går sammen om større projekter. Her lærer de blandt andet at forhandle renter, kredit- og grovvarevirksomhed.

ADDA har haft mange Danida-, og nu CISU-støttede projekter i både Cambodia, Vietnam og i Tanzania i Afrika, hvor de blandt andet har igangsat landbrugs- og fødevareprojekter, økologi og støttet social og miljømæssig bæredygtig udvikling.

25-års jubilæumskonference

ADDA’S 25-års jubilæum bliver fejret lørdag den 1. juni 2019 kl. 11.00-18.00 på Kalø Økologisk Landbrugsskole. På konferencen kan man høre om 25 års landvindinger for landbefolkningen i SYD – med særlig fokus på ADDA´s samarbejdslande – Vietnam, Cambodia og Tanzania. 

Vietnams ambassadør i Danmark Mr. Pham Thanh Dung er særligt inviteret til at give indlæg på konferencen, samt Mr. Thao Xuan Sung, President of Vietnam Farmers Union (VNFU), Mr. Ha Phuc Mich, formand for Vietnam Organic Agricultural Association (VOAA) samt Lok Sokthea, direktør READA, Cambodia.

Tilmelding til jubilæumskonferencen skal ske via www.adda.dk eller pr. mail til adda@adda.dk senest den 25. maj.

Faktaboks

Hvad er Agricultural Development Denmark Asia?

  • ADDA er en dansk NGO, der beskæftiger sig med landbrugsudvikling i Asien og Afrika. ADDA blev stiftet i 1994 på baggrund af personlige relationer og kontakter i Cambodia og Vietnam. En lille gruppe af ADDA’s stiftere, Niels og Evelyne Dumas-Johansen og Bodil Pallesen tog til Cambodia i februar 1994 og indledte et frugtbart samarbejde med arkitekt Outey Mea, der førte til ADDA’s første projekt, som omhandlede bl.a. kapacitetsopbygning af en landbrugsskole i Phnom Penh i Cambodia med støtte fra Danida. ADDA bygger på princippet “hjælp til selvhjælp”, derfor arbejdes der med lokale organisationer i de lande, hvor projekterne er.

Generalforsamling 2019:

ADDA’s årlige generalforsamling finder sted onsdag den 22. maj 2019 kl. 19:30 på Kalø Økologiske Landbrugsskole, Skovridervej 1, 8410 Rønde. Efter generalforsamlingen udnævner bestyrelsen et æresmedlem i anledning af det forestående 25 års jubilæum, og byder på et lille glas. 

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.