260 unge kom til skade i landbruget på bare ét år

Udvalgt til weekend: De nyeste tal fra arbejdstilsynet viser, at flere unge kommer til skade i landbruget. I 2018 var tallet 260 unge. For at vende tendensen har Seges holdt en række oplæg på landbrugsskolerne.

Fald fra en stige. Ulykker med maskiner, der vælter. En hånd, som kommer i klemme, mens man er ved at vaccinere en so.

Farerne er mange, når man arbejder i landbruget, og især de unge er udsat, når det handler om ikke at få passet helt godt nok på sig selv i et af Danmarks farligste erhverv.

I 2018 kom 260 unge mellem 16 og 29 år til skade, mens de arbejdede i landbruget. De unge er også dem, der oftest rammes af ulykker, der giver mere end tre ugers sygefravær.

"Det er især de unge, som er i farezonen. De vil gerne vise, at de er rigtig dygtige, og at det var det rigtige valg, da de blev ansat. Derudover mangler de noget erfaring med det, de arbejder med, og så er unge, nok især mænd, lidt mere risikovillige", siger Henrik Nielsen fra Arbejdstilsynet, der arbejder som tilsynsførende i landbruget. Han holdt mandag sammen med Seges et oplæg om sikkerhed på landbrugsskolen i Beder.

Flere ulykker

Tallene taler da også for sig selv. I 2016 kom 221 unge til skade i landbruget. Det tal var henholdsvis 241 og 262 i 2017 og 2018.

Selv om en del af stigningen kan skyldes, at Arbejdstilsynet får flere anmeldelser, tyder noget også på, at de unge er overrepræsenteret i ulykkesstatistikken.

I 2018 var der i alt 689 ulykker i landbruget, hvorved de unge mellem 16 og 29 stod for skud i næsten 38 procent af tilfældene.

Seges bag indsats

For at vende tallene har Seges og Arbejdstilsynet i samarbejde lavet et oplæg, hvor de turnerer rundt på landbrugsskolerne og fortæller, hvordan de unge helt konkret selv kan være med til at højne sikkerheden, hvor de er i praktik og arbejder. Projektet er støttet af Østifterne og Gjensidige.

"Det giver god mening, at vi snakker om det, men vi er unge og dumdristige", erkender 21-årige Thomas Larsen, der arbejder på maskinstation.

"Vi har travlt og glemmer nok at tænke os om. Det gør vi nok ikke, før tingene går galt", supplerer vennen Nikolaj Reinhardt.

For Seges og Arbejdstilsynet handler det om at præge fremtidens ledere.

"De er vant til at høre historier om folk, der kommer til skade, men skal gerne have en opfattelse af, at det ikke behøver være sådan", siger Marianne Norup fra Seges.

"Jeg kan ikke sige, om de går ud og glemmer det igen, men kan vi bare redde én, er det indsatsen værd".

Faktaboks

Så mange skader:

  • I 2018 kom 260 unge mellem 16 og 29 år til skade i landbruget. To 13-årige kom også til skade, men ingen yngre.
  • I 2017 var det tal 241.
  • I alt blev der anmeldt 689 ulykker i landbruget i 2018.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle