38.000 høns skal aflives efter fund af fugleinfluenza

Over to måneder er der gået siden det sidste udbrud af fugleinfluenza. Fødevarestyrelsen er overrasket over det nye udbrud.

En hønsebesætning med æglæggende høns ved Iller ved Sønderborg er blevet ramt af fugleinfluenza. 

De 38.000 dyr, som besætningen består af, skal derfor aflives, oplyser Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.

Det er det første udbrud af fugleinfluenza i over to måneder, altså siden det seneste udbrud den 21. april, hvor 19.000 ænder og gæs blev aflivet på en gård i Vinderup i Vestjylland .

"Det er ærgerligt, at vi nu igen finder fugleinfluenza på dansk jord, for det er kun ca. fire uger siden Danmark blev erklæret fri for fugleinfluenza efter et halvår med usædvanligt mange udbrud", siger Tim Petersen, souschef i Fødevarestyrelsen.

"Det nye udbrud kommer uventet, for de store fugletræk er ovre for længst. Det er endnu for tidligt at sige noget om smittekilden, dette er vi ved at se nærmere på", siger han i pressemeddelelsen.

Det var et usædvanligt stort antal døde høns, der søndag førte til, at Fødevarestyrelsen udtog prøver fra den 38.000 store hønsebesætning ved Iller. 

I løbet af de nærmeste dage rykker Fødevarestyrelsen og Beredskabsstyrelsen ud for at aflive hele besætningen for at undgå smittespredning.

Undgår indelukning

På trods af det nye udbrud indfører Fødevarestyrelsen krav om at fjerkræ skal holdes under tag.

"Så længe der er tale om et lokalt og isoleret udbrud slipper landets hønse- og fjerkræejere for igen at skulle holde sine dyre inde eller overdækket med net eller fast tag, sådan som det har været et krav fra november til 29. maj", står der i meddelelsen.

Siden november 2020 har Fødevarestyrelsen fundet 16 udbrud af fugleinfluenza i store og små besætninger. Mere end 155.000 høns, ænder og andre fugle er aflivet for at forhindre yderligere smitte. Hertil kommer det nye udbrud med ca. 38.000 høns.

Faktaboks

ZonerFødevarestyrelsen har desuden oprettet en 3 og en 10 km bekæmpelseszone omkring udbruddet, hvor det nu er forbudt at sælge eller flytte æg, høns og andre fugle, med mindre man får en særlig tilladelse fra Fødevarestyrelsen. I tre km-zonen skal alle fjerkræejere registrere deres fugle på landbrugsindberetning.dk.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle