39-årig vil lede og ikke eje - har nu ansvar for 2.700 hektar på to godser

"Jeg er nærmest født og opvokset på Knuthenborg Gods. Vi boede i nærheden, og min far arbejde i landbruget på Knuthenborg, så jeg kørte ofte rundt med inspektøren, hvor jeg sad ved siden af og blev meget fascineret af jobbet. Han råbte godt nok lidt meget, så det har jeg ikke lige taget med mig videre", fortæller Mathias Skotte og griner.

Mathias Skotte er 39 år og arbejder som driftsleder på Giesegaard og Svenstrup Gods, som er i driftsfællesskab. Han har derfor ansvar for 2.700 hektar landbrugsjord.

"Mine beslutninger har konsekvenser, og jeg skal sørge for, at vi udnytter maskiner og mandskab optimalt. Indtjeningen fra marken har stor betydning for godsejernes eksistensgrundlag, og de skal have tillid til, at jeg kan drifte ordentligt", siger han.

Det meste af Mathias Skottes dag foregår lige nu bag rattet i bilen, hvor han kører mellem markerne for bl.a. at sørge for, at maskinerne er i gang, se til kornet på tørrerierne og aflevere aftensmad til folkene.

Med de store afstande bliver det derfor snildt til 4-500 kilometer i løbet af en dag, fortæller han. Over bilanlægget er han på køreturen desuden travlt beskæftiget med over 100 opkald på en dag.

"Læs det første af på Bregentved, og kør resten hjem i laden, indtil lastbilerne kan følge med igen", siger han f. eks. til sin forvalter Andreas Pedersen.

Ambition om ledelse

Mathias Skotte er uddannet agrarøkonom fra Dalum Landbrugsskole på Fyn. Han arbejdede et par år som almindelige markmand, indtil han fik sit første job som driftsleder i Kalundborg.

For tre og et halvt år siden blev han så tilbudt sin nuværende stilling som driftsleder på de to godser.

"Jeg har aldrig haft en ambition om at blive selvstændig landmand. Der er intet familielandbrug at overtage, og jeg ville ikke selv købe og risikere at sætte mig hårdt i gæld. Det er selve ledelsesarbejdet, og det at se tingene gro, der fanger mig mest. Der skal helst være meget at lave, og det er der her", siger Mathias Skotte.

Han kører bilen ind over bygmarkerne, hvor to mejetærskere æder kornet. Han tjekker det efterladte halm for korn - reglen er, at der per håndflade på jorden må være efterladt et par stykker - der ligger kun et, så er ganske fornuftigt.

"Rammerne for driften lægges i tæt samarbejde med ejerne. Vi beslutter bl.a. i fællesskab, hvilke afgrøder vi har i marken. Jeg vil gerne have mange afgrøder i spil, for det gør os mere interessante og dygtige til at tage nye afgrøder ind. Vi har som noget nyt taget havre og sukkerroer ind - både fordi det er godt for jorden at få noget andet ind i sædeskiftet, og så giver det en god fortjeneste for tiden", siger han.

Drift uden uro

Tilbage i bilen kimer telefonen igen. Det er direktøren på Giesegaard, Peter Borre. Han spørger til høsten, for selv om han holder sommerferie, er han ikke helt til at holde væk fra årets vigtigste resultater.

"Det er direktørerne, der står for den primære kommunikation mellem mig og godsejerne, men jeg kender ejerne og møder dem flere gange om dagen. De er velinformeret om driften, men er gode til at respektere ledelsesstrukturen og ikke beklikke mine daglige dispositioner. Vi har bestyrelsesmøderne til at blive enige om de store linjer", siger Mathias Skotte.

Han drejer bilen ind ved tørreriet nær Svenstrup Gods, hvor der ligger strandsvingel til tørre.

"Jeg plejer egentlig at tage sko og sokker af, og så lige gå en tur hen over afgrøden - det er altså meget nemmere lige at mærke med fødderne, om det tørrer korrekt, men det behøves ikke i dag", siger han og graver i afgrøden med hænderne.

Fællesskab i høsten

Der er 11 mand ansat under Mathias Skotte i høsten, og helt bevidst er fire af dem landbrugselever.

"Det er meget vigtigt for mig at have elever. Jeg arbejder ud fra den filosofi, at hvis vi vil have dygtige folk i erhvervet senere, skal vi også være med til at lære dem op", siger han.

Alle eleverne kan køre alle maskiner, for det vigtigste er, at de lærer så meget som muligt, siger Mathias Skotte.

"Men store maskiner er farlige, og de spørger ikke, før de hakker fingrene af, så jeg går op i sikkerhed. Derfor stopper vi gerne, så alle når hjem i seng til midnat", siger han.

Foruden sikkerhed går han op i, at holdet er et ligeværdigt team. Ved hans ansættelse indførte han derfor walkie-talkie-anlæg mellem maskinerne og ens arbejdstøj til alle.

"Begge dele skaber en følelse af, at vi er et team. Drengene kan snakke sammen over walkierne, og det bliver altså også nemmere at give en besked til alle på en gang og giver færre fejl", siger Mathias Skotte.