3F-formand: Der har været god kemi

3F's formand for Den Grønne Gruppe siger, at overenskomstforhandlingerne er gået bedre end for tre år siden.

For tre år siden endte overenskomstforhandlingerne i en hårdknude, og fagforeningen og arbejdsgiverne måtte have forligsinstitutionens hjælp til at lande et resultat.

Denne gang er det gået meget mere gelinde - selvom forhandlingerne trak ud til sent mandag nat.

"Det er meget positivt, at vi er blevet færdige før 1. marts, og det er positivt, at vi har kunnet klare det uden forligsmandens indblanding", siger Peter Kaae Holm, formand for Den Grønne Gruppe i 3F.
 
"Der har siden sidst været en stor personudskiftning på begge sider, og i dette forløb har der været en rigtig god kemi og forståelse for, at vi ville have et resultat", siger han.

De ansatte har blandt andet fået ekstra i løn og bedre dækning ved barnets sygdom - men omvendt har arbejdsgiverne fået ekstra fleksibilitet.

"Begge parter synes, vi har fået et godt og fornuftigt forlig", siger Peter Kaae Holm.

Denne gang har parterne lagt forhandlinger ud til arbejdsgrupper, der kendte til detaljer og kunne gå i dybden. Det har givet et bedre forløb, vurderer 3F-gruppeformanden.

"Tidligere har det været centrale forhandlinger. Det, vi har gjort anderledes, er, at vi har siddet og diskuteret ting på de enkelte overenskomstområder, så vi har kunnet diskutere, hvordan vi kunne forbedre tingene på de enkelte områder", siger han.

Der har været tre store forhandlingsrunder og derudover møder på de enkelte del-overenskomster.

"Det er jo ikke bare fordi vi bare har siddet og smilet til hinanden. Der har også været hårde diskussioner", understreger gruppeformanden.

Det er ikke regnet ud, hvor meget lønstigningerne på 2,5 kr. i timen ekstra over de næste tre år svarer til i reallønsfremgang - det vil også afhænge af den enkelte ansattes nuværende løn. Men Peter Kaae Holm siger, at de har ønsket lønfremgang i stil med den, der kom på de store områder i 2017.

3F's medlemmer skal godkende den nye overenskomst, før den træder i kraft. Resultatet ventes senest 26. marts. Overenskomsten vil træde i kraft med tilbagevirkende kraft til 1. marts.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle