400.000 danskere springer måltider over for at spare

Rekordhøje prisstigninger påvirker madvanerne hos halvdelen af danskerne. Nogle kan nøjes med at tilpasse indkøb og madlavning, mens især danskere med lav indkomst må springe måltider over.

Prisstigningerne på fødevarer er i de fleste tilfælde gode nyheder for landmændene - men andre danskere kæmper med at få budgetterne og privatøkonomien til at hænge sammen.

Det seneste år er prisen på vores fødevarer steget næsten 16 procent, og det sætter vores madvaner under pres. 

I en ny rundspørge som Norstat har foretaget for Madkulturen, er 988 danskere i november blevet spurgt til deres madvaner, og her svarer halvdelen, at deres madvaner er blevet påvirket af prisstigningerne. Og blandt de unge mellem 18 og 25 år rammer prisstigningerne endnu flere - her er det to tredjedele, der har ændret vaner.

Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra Madkulturen.

Langt de fleste håndterer de ekstra udgifter til mad ved at justere på indkøb og madlavning, lyder det i meddelelsen. Det er set ved, at flere forbrugere eksempelvis vælger økologien fra i øjeblikket.

I undersøgelsen svarer næsten hver tiende dog, at de må tage drastiske sparetiltag ved at springe nogle måltider over på grund af prisstigningerne.

Ganger man tallene op, så det er repræsentativt for den danske befolkning, svarer det til at næsten 400.000 voksne danskere må springe måltider over, lyder det fra Madkulturen.

- Mens huslejen eller ydelsen på flekslånet ligger fast, er indkøb og madlavning håndtag, vi har kan skrue på, når krisen kradser. Det er der nu rigtig mange af os der gør. For nogle er det et spørgsmål om at lave mad på en anden måde, men for andre har det større konsekvenser, siger Judith Kyst, der er direktør i Madkulturen.

Undersøgelsen viser, at hver femte nu køber færre varer end tidligere, næsten halvdelen køber oftere budgetvenlige varer, og mere end hver tredje jagter i højere grad datovarer. Kød er en af de råvarer, der nemt kan sluge en stor del af budgettet. Derfor er hver fjerde af os begyndt at købe mindre af det, mens hver femte oftere køber billigere kød end tidligere, f.eks. ved at udskifte oksekød med svinekød.

/kold

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle