48 minkfarme er smittet med corona siden juni

Siden fredag er fire yderligere minkfarme konstateret smittet med coronavirus.

Der er fundet smitte med coronavirus i fire nye minkbesætninger.

Alle fire smittede besætninger ligger i Nordjylland, hvor nu i alt 48 minkfarme er konstateret smittet, og yderligere 25 er under mistanke og bliver undersøgt for smitte.

Det viser en opgørelse fra Fødevarestyrelsen.

30 ud af de 48 smittede farme ligger i Hjørring Kommune. Dermed er næsten halvdelen af Kommunens 65 minkfarme ramt.

De andre smittede farme ligger i Frederikshavn Kommune (14 smittede), Jammerbrugt Kommune (2 smittede), Brønderslev Kommune (1 smittet) og på Læsø (1 smittet).

Størstedelen af de mistænkte farme er også beliggende i Nordjylland, men to farme ved Roskilde og samt en ved Viborg og en ved Ikast-Brande bliver undersøgt for smitte.

Myndighederne fandt første gang smitte i mink i Danmark d. 17. juni, da en besætning i Vendsyssel i Nordjylland blev undersøgt for coronavirus. Myndighederne valgte her at slå dyrene ned ud fra et forsigtighedsprincip.

Siden er smitten blandt nordjyske mink kun accelereret, og i sidste uge besluttede regeringen at over en million mink fordelt på over 100 besætninger skal aflives for at bremse smittespredningen.

Aflivningen af minkene starter onsdag, og kan tage op mod to måneder.

Emneord

coronavirus

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle