71-årige Ole har fået hjælp: 41.000 indsamlet til skilsmisseramt landmand

Indsamlingen til den 71-årige Ole Jensen fra Brædstrup endte med at have samlet 41.000 kroner ind.

Den indsamling som randrusianske Iben Hejring Jensen startede for at støtte Ole Jensen fra Brædstrup, er nu afsluttet. 

Det skriver Iben Hejring Jensen på Facebooksiden: 'STØT 70-årige landmand Ole Jensen Fra Brædstrup'. 

”Efter en længere proces med at få alt på plads og massive udfordringer med at få fat på rette menneske ved SKAT, kan jeg nu ENDELIG skrive, alt er på plads, og Ole er en meget glad mand”, skriver Iben Hejring Jensen. 

Landbrugsavisen.dk har tidligere skrevet om landmand Ole Jensen fra Brædstrup, der mistede alt i en skilsmisse på grund af en ægtepagt. 

Dengang blev Iben Hejring Jensen, ifølge hende selv, rørt og besluttede at gøre noget. 

"Ole er meget glad og taknemmelig. Og han har faktisk lidt svært ved at forstå, at så mange som han ikke kender, vil ham det godt. Det er han benovet og rørt over", fortæller Iben Hejring Jensen til Landbrugsavisen.dk.

Hun fortæller, at bidragene kom ind i alle størrelser, nogle endda fra skolebørn, der kunne undvære en tier eller en tyver. 

"Jeg lod indsamlingen køre i fire uger, da Ole havde brug for her-og-nu-hjælp. Nu er den lukket, og der bliver ikke indsamlet flere penge", siger Iben Hejring Jensen, og tilføjer at beløbet er meget flot. 

Tøj fra Island

Foruden indsamlingen af penge var der dengang også planer om at indsamle ting og tøj til den nu 71-årige landmand. 

Og også den indsamling går godt. 

"En af mine medhjælpere i det her har været ude og aflevere en kasse med gummistøvler, hundemad, madskåle og legetøj til hundene. Jeg selv har fået tilsendt en Kansas-jakke til Ole", fortæller Iben Hejring Jensen.

Hun fortæller desuden, at der er kommet hjælp helt fra Island, hvor der er kommet en pose med varme termosokker og en personlig hilsen til Ole. 

Og netop de personlige hilsener betyder meget for Ole. 

"Jeg kan tydeligt mærke, det gør en stor forskel for ham. Så ved han, at mange støtter ham", siger Iben Hejring Jensen. 

Selv om indsamlingen af penge er ovre, har hun lovet Ole, at deres kontakt ikke ophører. De ringer ofte sammen, og Iben Hejring Jensen har desuden lovet at støtte Ole under retssagen, der begynder 4. juli.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle