Ingen af Klaus Johansens tre døtre vil drive slægtsgården videre, så nu hænger han selv i til det allersidste.
"Klaus, du vil jo gerne bare tage noget gammelt tøj på og ud i marken og arbejde".
Det siger 79-årige Ellen Johansen til sin mand i køkkenet på Hulegården, da han grubler over, hvorfor han i sin tid blev landmand.
Hans far havde ellers et ønske om, at Klaus Johansen skulle læse til agrarøkonom, men efter tre måneder på Landbohøjskolen i København måtte han konstatere, at han er og forbliver landmand. Det er nok også den baggrund, der gør, at han i mange år havde en forestilling om, at den gamle slægtsgård ville blive i familien.
"Jeg troede engang, at det var en selvfølge, at de næste drev det videre, men sådan er det jo bare ikke", siger Klaus Johansen og ryster på hovedet.
Klaus Johansen på 79 år er fjerde og sidste generation på Hulegården i Boeslunde på Vestsjælland. Ingen af hans tre voksne døtre har lyst til at leve et liv i landbruget.
"Jeg har sagt, at de bare kan komme og bo her på gården uden at drive jorden, men det vil de sgu ikke en gang. Når de kommer hjem fra arbejde klokken 17.00, har de ikke ånd til at holde de gamle bygninger ved lige", siger Klaus Johansen og smiler.
Landbrug som livsværk
Stuehuset og de gamle staldbygninger står velholdte med en snorlige hvid kalkmaling, der ikke har en eneste revne i sig. For selv om Klaus Johansen er blevet en ældre herre, der har droslet gevaldigt ned for arbejdsmængden på markerne, gør han en dyd ud af at holde på gårdens former.
"Staldbygningerne er jo værdiløse, men jeg bruger penge på at vedligeholde dem alligevel. Der er så mange gårde rundt omkring, som bare står og forfalder, og det ser trist ud. Sådan skal det ikke se ud her, mens vi stadig lever", siger Klaus Johansen og lægger armene over kors.
Han driver stadig Hulegårdens 30 hektar planteavl på hobbyplan, men tidligere levede han af at drive 125 hektar planteavl. Da han overtog gården fra sine forældre, ville han ikke have svinebrug som sin far. I stedet måtte han finde mere jord at drive for at kunne leve af det. Så han drev to naboers jord samt sin svigermors.
"Ellens mor blev enke i 1968, og så drev vi jorden for hende. Vi tjente fine penge på alt det, men hvor havde vi dog travlt dengang, for det var prisen for ikke at have dyrehold. Der var mest at se til i foråret og høsten, for ellers havde jeg nu ikke pisken over nakken resten af året", siger Klaus Johansen.
Ellen Johansen ryster på hovedet af sin mand, for hun mener, at det var en helårsting, at Klaus Johansen pilede frem og tilbage mellem markerne for at pløje, sprøjte, så og høste dem.
"Ja, jeg kender jo også hver en lille sten på de veje", siger Klaus Johansen og griner.
Foruden landbruget havde Ellen et job som faglærer på en ungdomsskole, og det supplerede landbruget fint.
Slægtens spor
På det gamle egetræsbord i køkkenet bladrer Klaus Johansen i en mappe, hvor håndskrevne papirer er sirligt gemt i plastikcharteks. Et af dem gemmer på en kuvert med en brudt rød forsegling.
"Det er det gamle skøde, fra da min farfar og farmor købte gården af min farmors faster. Det har jeg gemt, fordi det lå i skuffen, efter mine forældre døde. Men det er jo nok heller ikke noget, der bliver gemt, når vi ikke længere er her", siger Klaus Johansen.
Ellen Johansen klapper sin mand på hånden og smiler.
2Klaus, man gør tingene på en anden måde i dag, og det er også godt nok. Vi har valgt at bevare det gamle med dannebrogsdøre - og vinduer, og når vi ikke er her længere, behøver vi ikke tænke mere over det", siger hun.
Den gamle landmand har studeret slægternes gang på gården og ved præcist, hvornår hans slægt flyttede ind. Han fortæller med stolthed i stemmen, hvordan hans farmors faster købte Hulegården fri af en fæstegård i 1899 for 10.000 kroner. De forrige slægter har kæmpet med lån og renter gennem tiden for at holde liv i Hulegården.
"Det er da ikke spor sjovt at tænke på, at ingen vil overtage det, men det er noget, jeg har affundet mig med, for man må jo tilpasse sig nye forhold", siger Klaus Johansen lavmælt.
Ægteparret ved også godt, at Klaus snart ikke kan passe jorden længere. Men han hænger i med neglene, for det gør ondt at skulle forpagte det ud.
"Der kommer jo en dag, hvor vi ikke kan passe jorden længere, men det bliver ikke lige nu. Det er jo ikke sådan bare at give slip, for det er jord, som tidligere generationer har gået og passet", siger Klaus Johansen.
Det samme gælder stuehuset, som de ikke flytter fra.
"Når nu ingen vil overtage det, bliver vi her, så længe vi stadig kan tygge smør,", siger Klaus Johansen.
Faktaboks
Livsværket skal stadig høstes
- I mange år havde Klaus Johansen en Claas Dominata 76. »Det var en mægtig maskine, som klarede arbejdet flot« - den bedste han nogensinde har haft, siger han.
- Da den havde udlevet sin tid og skulle hugges op, købte Klaus i stedet en Claas Dominata 36. Der er dog intet førerhus på, så det kommer endnu mere an på vind og vejr, før det bliver en rigtig god høstoplevelse.
- Klaus har ikke selv kunnet høste i år, så det har en maskinstation gjort for ham, og hvor var det imponerende hurtigt ift. hans egen maskine, fortæller han.
