80-årig landmand: Jeg glæder mig til at komme i stalden hver dag

Klokken er ni om formiddagen, når Rasmus Nielsen triller ind af porten og parkerer Volvoen på gårdspladsen.

Kort efter er han i gang med det, han elsker: De daglige rutiner med dyrene i bindestalden, der er bygget i 1949, og som med sine kun 69 år på bagen er en del yngre end Rasmus, der fylder 81 næste gang.

Indtil middag går tiden med at fodre, muge ud og forskelligt andet ved de 22 dyr, der er på stald i øjeblikket.

Mellem to og tre timer tager det. Hver formiddag. Alle ugens syv dage.

"Min kone siger, jeg er lidt for meget væk. Men jeg har det godt her".

"Jeg elsker at arbejde med dyrene, og hver morgen glæder jeg mig til at komme i gang".

Hjem til varm middagsmad

Stalden og et maskinhuset lejer Rasmus Nielsen af sin søn Lars, der overtog gården for 10 år siden, men ikke er landmand.

Desuden forpagter han otte hektar jord, som han bruger til græsning og at slå græs til wrapballer.

Når morgenrutinen er overstået, kører han de knap to kilometer hjem til Sonja, der venter med den varme middagsmad. De spiser sammen, og bagefter er der som oftest tid til en middagslur.

"Efter middagsluren er jeg ladet op og klar til at arbejde igen", siger Rasmus Nielsen.

Om eftermiddagen er der mange forskellige ting, der skal ordnes, og sidst på dagen er det tid til aftenfodringen, der starter ved 17-18 tiden og varer en times tid.

"Jeg har 13 dyr på græs fire steder, og der er mellem to og ti kilometer hen til dem. Så der går noget tid med at komme ud og se til dem", siger han.

Nogle aftener skal han også i stalden efter aftensmaden. Det sker, når han skal hjælpe dyrlægen med at lægge æg op i en recipientkvie.

Hvis han har brug for at holde fri, eller når der eksempelvis skal køres halm og wrap, så har han en yngre mand på 77 år til at hjælpe med afløsning.

Drømmer om et godt helbred

Skal Rasmus Nielsen absolut pege på noget ved livet som landmand, som han godt kunne undvære, så er det, når der er for travlt, og det spidser lidt for meget til.

Det Rasmus Nielsen nyder mest ved sit liv som landmand er friheden og den faglighed, der følger med.

"Jeg har altid elsket at arbejde med dyr og avl. Det er jeg så heldig, at jeg stadig har mulighed for med både rugemødrene og wagyu-dyrene", siger Rasmus Nielsen, der ikke har nogen som helst planer om at stoppe som landmand.

"Min drøm og mit håb er, at mit helbred holder, så jeg kan fortsætte mange år endnu", siger Rasmus Nielsen.

Min bedste beslutning

• Selvom det var ret gode køer, solgte jeg dem i 1992. Og jeg fik en rigtig god pris for mælkekvoten dengang. Jeg var 54 år, og ingen af mine børn havde lyst til at overtage gården med besætning. Derfor syntes jeg ikke, det var værd at bruge penge og kræfter på at bygge stald og udvide besætningen. Samtidig var det blevet svært at finde gode medhjælpere, og jeg så i øjnene, at jeg derfor kunne komme til selv at skulle malke de 40 køer to gange om dagen. Det havde jeg ikke lyst til med den alder.

Min dårligste beslutning

• Jeg bød på 13 hektar jord i 1992, men jeg bød ikke nok, til at jeg fik lov til at købe jorden. Siden steg jorden ret meget, og det var selvfølgelig ærgerligt, at jeg ikke fik budt nok dengang. Men min regnskabsfører sagde, at dét skulle jeg ikke ærgre mig over, for det hjalp alligevel ikke noget. Derfor er det egentlig ikke noget, jeg har tænkt så meget over siden.