84-årig eks-landmand politianmeldt: »Bureaukrati, når det er værst«

Når man gennem sit 84-årige liv altid har sat en ære i at følge landets love og svare enhver sit, så er det et hårdt slag at blive politianmeldt.

Tidligere landmand Trygve Mouritsen i Korning blev da også både chokeret og rystet, da han 23. april modtog et brev fra Landbrugsstyrelsen med besked om, at han var meldt til politiet. Brevet var godt nok sendt til hans gamle adresse, som han ikke har boet på i 4 ½ år, men det fandt alligevel vej til ham via de ”nye” ejere af hans ejendom.

Årsagen til politianmeldelsen var, at Trygve Mouritsen ikke havde skrevet ”0” i sit gødningsregnskab for perioden 1.8.-15.10.2013, hvor han solgte gården.

Påmindelse og rykkerskrivelse var aldrig kommet frem til Trygve Mouritsen på hans nye adresse i Korning, men nu var der altså en politisag på vej med et krav om en bøde på mindst 2.000 kr.

»Jeg ringede til dem og forklarede, at der bare skulle sættes et 0, og at jeg i øvrigt hverken havde fået påmindelse eller rykkerskrivelse fra dem på min nye adresse, ligesom det jo var et tilfælde, at jeg i det hele taget fik brevet med politianmeldelsen«, forklarer Trygve Mouritsen.

Medarbejderen i Landbrugsstyrelsen kunne dog ikke hjælpe. Indberetningen skal landmanden selv klare, og politianmeldelsen og bødekravet stod ved magt.

»Man kunne så nemt som ingenting havde slået op på computeren og set, at jeg ikke har brugt gødning siden 2008, men bare har søgt MVJ-tilskud til en eng. Det giver jo heller ingen mening, at jeg skulle have gødsket fra 1. august til 15. oktober«, siger Trygve Mouritsen.

Han undrer sig over, at styrelsen aldrig har tjekket, om adressen var korrekt eller forsøgt at finde et telefonnummer og på den måde få sagen løst hurtigt og smidigt.

»Når man ikke er på Digital Post, må offentlige breve med vigtige meddelelser da skulle sendes anbefalet, så man har en sikkerhed for, at de kommer frem«, siger Trygve Mouritsen.

Han valgte i samråd med sin søn, rugeægsproducent og planteavler Jeppe Mouritsen, at forfølge sagen.

»Jeg har haft flere samtaler med styrelsen og forsøgt at forklare, at det er urimeligt, at jeg skal politianmeldes for en sådan bagatel, som kunne være løst på to minutter«, siger Trygve Mouritsen.

Jeppe Mouritsen valgte at skrive et læserbrev om sagen, som blev bragt i flere aviser. Det førte til, at Landbrug & Fødevarer også gik ind i sagen.

»Jeg er glad for, at L&F hurtigt tog affære, og at en af deres jurister kunne hjælpe os med at overbevise styrelsen, så politianmeldelsen blev kaldt tilbage. Det er en stor lettelse, men jeg er overrasket og skuffet over, at systemet er så tungt, at det kunne komme så vidt«, siger Trygve Mouritsen.

Den skuffelse deler Jeppe Mouritsen, der som byrådsmedlem for Venstre i Hedensted Kommune gør sig mange tanker om, hvordan myndighederne skal møde borgerne.

»Den her sag er et udtryk for bureaukrati, når det er værst. Vi havde overskuddet til at følge sagen til dørs, men andre ville måske bare have betalt bøden for at få den til at forsvinde«, siger Jeppe Mouritsen, der understreger, at familien har mødt velvilje til at lytte til problemerne hos Landbrugsstyrelsen.

»Det er ikke medarbejderne, der er noget galt med. De har godt kunnet se, at det er en meget lille bagatel, vi snakker om. Jeg synes bare, det er utrolig trist, at vi har nogle systemer i det offentlige, som er så stive, at det nærmest er umuligt for medarbejderne at bruge deres sunde fornuft. Det skal vi simpelthen arbejde for at komme væk fra, og Landbrug & Fødevarer må gerne gå mere ind i den kamp. Sådan en sag skal jo aldrig nogensinde ende med en politianmeldelse, som ud over at være en belastning for min far har kostet en masse arbejdstid i styrelsen og også hos politiet. De kunne måske i stedet have brugt den tid til at fange nogle rigtige forbrydere«, siger Jeppe Mouritsen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle