93-årig landmand: Jeg er nok lidt af en arbejdsnarkoman

Niels Husted er i gang med sit 60. år som landmand.

Det foregår med raske skridt, når 93-årige Niels Husted viser rundt på gården i Lihme i Salling.

Der er toppede brosten på gårdspladsen. Maskinhus. Korntørreri og kornlager. Kostald og svinestald. Hønsehus. Møddingsplads. Og ensilagesiloer.

Alt sammen ting, der vidner om et mange års aktivt landbrug på Svingårdsted, hvor nogle af gårdens i dag 43 hektar har været i familiens eje siden 1645, eller det, der svarer til 12 generationer.

"Da jeg var dreng, drømte jeg om at blive smed. Men dengang var det den ældste søn, der skulle overtage gården, og da jeg var den eneste søn, var det mig", fortæller Niels Husted.

Satte 18 køer ud

Efter 60 år som selvstændig landmand nyder han stadig arbejdet på gården, også selvom dagene om foråret og sommeren byder på otte til ti timers arbejde og seks til syv timer resten af året.

"Jeg er nok lidt af en arbejdsnarkoman. Det har jeg altid været. Jeg er ikke god til at bare at sidde stille eller at ligge på ottomanen. Jeg har det bedst, når jeg har noget at lave", siger Niels Husted.

Han nyder hver dag at gå en tur i marken, og det eneste, han ikke selv laver, er at køre gylle og korn ved høst. Om vinteren går tiden med at vedligeholde bygninger og gøre maskinerne klar til næste år.

Da han overtog gården fra sin far i 1958, var der 16 hektar, 18 køer og 10 søer med opfedning af slagtesvin.

18 køer var der også, da Niels Husted satte køerne ud i 1991. Tiden efter køerne blev sat ud, husker han tydeligt.

"Det var med blandede følelser, at jeg satte køerne ud. Jeg savnede dem, men samtidig var det en stor lettelse, at jeg ikke længere skulle malke to gange om dagen", husker han.

I årene efter han overtog gården i 1958, kom hans far og hjalp hver dag.

"Far var 70, da jeg overtog gården, og han blev ved med at komme og hjælpe til hver eneste dag, helt frem til at han døde 89 år gammel", fortæller Niels Husted.

Tiden fra sidst i 1960erne og cirka 20 år frem husker Niels Husted som de bedste i hans mange år som landmand.

Bregentved Gods vil lave bæredygtige griseSvin 18. september · 14:56

Børnene var små og boede stadig hjemme. I de år var det fysiske arbejde aftagende i takt med, at vi fik maskiner, der kunne gøre det hårde arbejde. Vi købte mejetærsker sammen med naboen i 1967. Traktor nummer to, en brugt Ferguson, købte vi i 1968. Udmugningsanlæg fik vi i 1973 og rørmalkning i 1976.

Samtidig var økonomien betydeligt bedre dengang, end den er i dag, mindes han:

"Dengang havde vi den samme indkomst, som lønmodtagerne havde. Men vi arbejdede i flere timer", siger Niels Husted.

Vil ikke holde op

I 1958 svarede timelønnen på en håndværker til prisen på 15 kg korn eller 1,5 kilo svinekød. I dag svarer en håndværkers timeløn til 500 kg korn eller 45 kg kød, viser Niels Husteds egne tal.

Når det gælder fremtiden, frygter han mest, at han en dag ikke kan arbejde længere. Han har hverken lyst til at holde op med at arbejde eller flytte fra Svingårdsted.

"Jeg tager en dag ad gangen og står op og arbejder hver dag. Jeg ønsker at blive ved, så længe jeg kan, men det afhænger fuldstændigt af mit helbred".

"Måske er jeg nødt til at bortforpagte jorden en dag, men jeg vil ikke flytte herfra. Og heller ikke sælge", siger han.

Allermest ønsker han, at et af hans børn eller børnebørn vil overtage gården, ikke nødvendigvis for at drive den videre, men for at have den som et fritidslandbrug eller bortforpagte jorden.

"Men der er desværre nok lige så stor sandsynlighed for, at den bliver opkøbt af en nabogård", siger Niels Husted.

Min bedste beslutning: Jeg havde en 7 fods Køla mejetærsker sammen med naboen indtil 1987, hvor jeg købte min egen 12 fods Claas. Maskinhandleren ville hellere sælge mig en otte år gammel mejetærsker til 175.000 kr. Men de ekstra 125.000, jeg gav for den nye Claas, var en god investering - jeg kan stadig få reservedele.''

Min dårligste beslutning: Da jeg byggede svinestald i 1974, valgte jeg et staldsystem, jeg aldrig blev tilfreds med. Der var udmugning i midten af stalden og fodergang ved ydervæggene. Grisene havde en tendens til at lægge sig midt i stalden inde ved skrabekanalen, fordi der var varmere. Og der blev de beskidte. 

 

Faktaboks

  • Niels Husted, 93 år
  • Svingårdsted, Lihme, vest for Skive
  • Mistede sin kone i 1999. 
  • Har 2 børn. 7 børnebørn. 4 oldebørn
  • Hjalp til på gården, fra han var 10 år
  • 1958 Overtager Svingårdsted 
  • I dag 43 hektar. Ingen ansatte
  • Arbejdsdag: 6-10 timer

Tip os

Kommentarer

Nyhedsbrev

Forsiden lige nu