Frisk mælk skal komme fra køer på græs

Expres-mælk udgår og erstattes af Lærkevang. Det betyder, at al dagsfrisk mælk skal komme fra køer der sendes på græs om sommeren.

Græssende køer kan blive et mere almindeligt syn i de kommende år, hvis tilstrækkeligt mange landmænd beslutter fremover at skifte til konceptet Lærkevang.

Og det kan der være mindst en grund til: Mælkeproducenten får fem øre mere pr. kg mælk og får samtidig afhentet mælken hver dag.

Til gengæld kan hverken de nuværende leverandører af Expres-mælk eller de 170 leverandører til Lærkevang regne med automatisk at blive leverandører til konceptet. Bliver de ikke det, skal en del af dem investere i større tankkapacitet, fordi de fremover kun får afhentet mælk hver anden dag.

Ordningen træder først i kraft til maj næste år, men allerede 25. august skal leverandørerne beslutte, om de vil satse på Lærkevang eller mere almindelig mælk.

Overvejer allerede

Jan Bolling er en af de landmænd, som har fået anledning til at overveje Lærkevang, selvom han i dag har køerne inde hele året.

"Vi fik køerne ind, da vi fik malkerobotter sidste år. Jeg synes nu ikke, at det har givet den ydelsestigning, som folk taler om," siger Jan Bolding, der driver et landbrug med 130 køer i nærheden af Varde.

"Til gengæld har vi fået en række problemer med digital dermatitis. Hvis vi kan dæmpe dem i sommerperioden og samtidig få fem øre mere for mælken, er det da værd at overveje," mener den sydjyske landmand, der dog endnu ikke har besluttet sig. Blandt andet er han lidt nervøs for, om han kan lokke køerne ind til robotterne, når græsmarken står i fuldt flor.

Et forhold er han dog ikke nervøs for: Kravet om, at køerne i løbet af sommersæsonen skal hente mindst fem FE om dagen på marken kan han nemt opfylde.

"Det ved vi, fra den gang vi sendte køerne på græs, før vi fik robotter," siger han.

Klare regler

Reglerne for Lærkevang er ganske klare. Og det er en klar fordel, understreger chefkonsulent i Syddansk Kvæg Niels Justesen.

Det er blandt andet kravet om de fem daglige foderenheder fra græsmarken, han finder befriende klart.

Alle leverandører af Lærkevang vil i øvrigt blive kontrolleret for, om de opfylder kravene i kontrakten på samme måde, som for eksempel økologerne bliver det.

Det betyder et årligt besøg, og at man blandt andet skal udfylde en logbog der viser, hvornår køerne bliver bundet ud og senere bundet ind igen.

worsoe@landbrugsavisen.dk

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle