Årets Traktor er John Deere 8345R

LandbrugsAvisen og TraktorTechs læsere kårer Årets Traktor 2011 i Danmark: John Deere 8345R var næststærkest af de syv kandidater og henvender sig til de store landbrug.

Stemmerne i afstemningen om Årets Traktor 2011 er talt sammen, og vinderen blev John Deere 8345R.

Traktoren er topmodel i John Deeres største serie af konventionelle traktorer og har en maksimalydelse på 380 heste samt trinløs transmission. Den blev lanceret for et år siden som en afløser til modellen 8530, og byder først og fremmest på bedre bløde værdier for føreren.

Det er da også traktorens opdaterede kabine, som Torben Ravnshøj, produktchef hos Nellemann Agro, sætter fokus på.

»Den tidligere 8030-serie havde en markedsledende komfort med affjedret foraksel og aktivt sæde. I 8R-serien er betjeningen blevet endnu bedre, da alle funktioner er integreret i armlænet,« siger han, og kalder traktoren for en simpelt betjent avanceret traktor.

Læserene har da også kunnet stemme på kandidater med langt flere elektroniske finesser, hvis det var det, de havde ønsket at tillægge størst vægt.

Danmark kræver hk og udstyr

Omtrent hver tredje stemmeafgiver pegede på John Deere-traktoren, og det gjorde den til vinder foran tre populære traktorer i bestseller-segmentet, nemlig trinløse traktorer med ydelser på lidt over 200 heste.

Selvom springet i ydelse derfra og op til 8345R er stort, undrer det ikke produktchef Torben Ravnshøj.

»Udviklingen i dansk landbrug har været sådan, at der ønskes flere og flere heste, og selvom det er lidt anderledes lige nu, tror jeg, den tendens vil fortsætte,« vurderer Torben Ravnshøj, der oplever at netop topmodellen 8345R udgør cirka halvdelen af alle de 8R-modeller der sælges.

Samtidig tilvælger kunderne meget ekstraudstyr.

»Næsten dem alle er fuldt udstyrede med eksempelvis affjedret foraksel, aktivt sæde og Xenon-lygter. Og de fleste skal køre med autostyring.«

Han oplever, at det navnlig er i de gylletunge områder i Jylland, at 8345R sælger godt, men han mærker også, at den har godt fat på de større planteavlsgårde på Sjælland.

Ingen AdBlue

8345R er udstyret med en ni liters Tier3A-motor, og den vil kunne købes sådan et lille års tid frem. Herefter tvinger de politisk fastsatte emissionslove John Deere til at anvende en renere Tier4A-motor, hvorefter modellen erstattes af 8360R.

Til forskel fra mange andre mærker vil John Deere-traktorerne stadig klare sig uden AdBlue-væske. Mærket har nemlig valgt at opfylde emissionskravene ved at forfine genforbrændingsteknikken, EGR, og kombinere den med et partikelfilter.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle