Kugle fyldt med teknik afslører dårlig ensilage

Dårlig ensilage kan ellers let løbe op i tab for landmanden på 250.000 til 750.000 kr. årligt

"Hallo - det er ensilagevagten. Der er et problem i den ene side af ensilagen cirka 15 meter fra den bageste ende."

I overført betydning bliver det den besked, som landmanden i fremtiden kan få fra sin Sensilage-overvågning. Et system af kugler fyldt med sensorer, der blandt andet kan måle temperaturen i ensilagen og sende beskeden videre til en server.

Stiger temperaturen, er der ved at ske uheldige ting med ensilagen. I dag er det næsten umuligt for landmanden at vide, at der er ved at opstå problemer. I løbet af kort tid får han mulighed for at få en meddelelse på sin mobiltelefon, når der udvikler sig varme et bestemt sted i ensilagen.

Sensilage, hedder systemet som sagt. Bag idéen står Ole Green, der er forskningskoordinator på Institut for Biosystemteknologi på Aarhus Universitet. Samtidig driver han firmaet webstech, der står bag udviklingen af sensoren til ensilagen.

En lille stærk kugle

"Det er enorme beløb, der går tabt, fordi ensilagen tager skade i løbet af vinteren," siger Ole Green.

"Alene i Danmark medfører fejl i ensilering af græs og majs samt fejltørring af korn og frø et årligt tab på ca. 350 mio. kr. For en enkelt landmand kan det løbe op i 250.000¿750.000 kr., et tab han i dag ikke har mulighed for at forhindre," fortsætter han.

Sensoren er samlet i en lille, stærk kugle. Når man ensilerer, spreder man et antal kugler med sensorer centrale steder i ensilagen. Kuglerne er stærke nok til, at de kan ryge med hele vejen ind på foderbordet, hvor de slikkes rene af køerne, inden de samles sammen og kan bruges igen.

Selve kuglen, som sensoren er indbygget i, er testet i alle typer af fuldfoderblandere, og endnu er ingen gået i stykker trods den hårdhændede behandling.

Intet køb

Meningen er ikke, at landmanden skal købe et antal kugler og selv sætte sig ind i en masse teknik for at få systemet til at virke. Han spreder kuglerne i ensilagestakken og får til den færdige tolkning af ensilagens udvikling på sin telefon eller sin pc.

"Vi vil sælge viden - ikke sensorer. På den måde kan landmanden reelt sidde på en strand i Sydeuropa og få at vide, at ensilagen er ved at tage varme et bestemt sted. Herefter kan han ringe til sine folk og bede dem om at tage affære," siger Ole Green.

Eller sensorerne kan være spredt i ensilagestakken på bedriften i Slovakiet og sende besked hjem til ejeren i Danmark, hvis ensilagen tager varme.

Ud over at gøre det muligt at se, hvor der opstår skader i ensilagen, kan målingen også være en dokumentation over for den maskinstation, der måske ikke har kørt ensilagen ordentligt sammen.

Kan justere foderet

Alle ensilagestakke mister foderværdi under lagringen. Tabet afgøres blandt andet af omgivelsernes temperatur.

Derfor kan sensoren på lidt længere sigt også bruges til at justere foderblandingen efter det kvalitetstab, der er sket i løbet af året. For eksempel er tabet størst i første slæt græs, fordi det ligger hele sommeren. Hvor megen foderværdi det vigtige første slæt har tabt, inden man skal fodre med det, kan være vigtigt at vide, når foderblandingen skal laves.

Også til wrap

Ole Greens lille sensor kan også bruges i wrapballer. Her kan udviklingen af ensilagen være endnu vanskeligere at følge end i en ensilagestak, fordi man ikke kan tage prøver af ensilagen.

Men en sensor placeret i wrapballen afslører ubarmhjertigt, hvis ballen begynder at tage varme, og wrapballen kan enten kasseres eller bruges til kviefoder.

Sensilage er en tre-stjernet nyhed på Agromek.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle