Rodukrudt kan hurtigt koste otte hkg på økologiske marker

Råd om, hvad man som økologisk planteavler kan gøre for at opnå en nogenlunde stabil indtjening

Økologisk planteproduktion har igennem de sidste ti år været præget af store udsving på afgrødeprisen. Hvad kan man som økologisk planteavler gøre for at opnå en nogenlunde stabil indtjening?

I de perioder, hvor kornprisen har været høj, har der været den bedste økonomi i at producere flest mulig ton pr. hektar. Det skyldes, at i perioder med en stor efterspørgsel på foderkorn har der været en lille prisdifference imellem de enkelte kornarter og mellem foderkorn og konsumkorn, og derfor har der været den bedste økonomi i at dyrke havre, rug og triticale, som er de arter der under normale omstændigheder giver de højeste udbytter.

En anden ting, som man som kornsælger skal huske i en periode med høje kornpriser, er at sælge kornet, mens det er dyrt. I figur 1, som viser landmandens afregningspriser for økologisk korn i perioden 2003 til foråret 2010, kan man se, at en pris på over to kr. pr. kg er en historisk høj pris. Har priserne bevæget sig op i det niveau, er det vigtigt at vurdere, om man tror de bliver i det niveau eller vil stige. For ellers skal man som minimum sælge noget af sin avl og tage gevinsten hjem.

En sikker tendens i økologisk planteavl er, at når priserne er høje, så glemmer mange landmænd at fokusere på sædskiftet, hvilket kan medføre stigende problemer med rodukrudt. Dette kan være problematisk, da det er vanskeligt, at få styr på rodukrudtet, hvis det har taget overhånd.

Forsøg har vist, at rodukrudt koster direkte i udbyttenedgang. 50 kvikskud pr. kvadratmeter koster godt 10 pct. i udbyttetab i vårbyg og næsten 20 pct. i ærter. For tidsler vil en kraftig bestand med 30 ¿ 40 skud pr. kvadratmeter koste 30 - 70 pct. af udbyttet i vårbyg, mens en mindre bestand på to til fem skud. pr. kvm kan forventes at koste 20 pct. af udbyttet i vinterhvede.

Samlet set kan det hurtigt koste 15 - 20 pct. af udbyttet at have rodukrudt i markerne, selv i mere konkurrencestærke afgrøder. Hvis der i gennemsnit er et udbytte på 40 hkg pr. hektar i økologiske kornafgrøder, svarer 20 pct. i udbyttetab til otte hkg pr. hektar.

Styrk sædskiftet og hav styr på rodukrudtet

Hvis man ikke har styr på sit rodukrudt, og man har fået opformet det, mens kornpriserne var høje, så er det billigste tidspunkt, at få løst problemet på, når priserne er lave.

Man kan anvende flere forskellige strategier med minisommerbrak, dobbelt pløjning og efterafgrøder, grøngødning der afpudses. Fælles for dem alle er, at de bedst lykkes, hvis man anvender kløvergræs/grøngødning i sit sædskifte og så vælger den rigtige strategi ud fra problemets omfang og ukrudtsart.

Kløvergræs i sædskiftet er et vigtigt instrument til både at forebygge problemer med rodukrudt, samt at reducere en eventuel bestand, samtidig med at sædskiftet bliver mere robust og genererer højere udbytter.

I tabel 1 er vist et overslag om økonomien i sædskifter med og uden grøngødning. Det forudsættes, at sædskiftet med grøngødning kan bidrage med en udbyttefremgang på otte hkg pr. hektar i kornafgrøderne og bælgsæden. Udbyttefremgangen skyldes en kombination af mindre ukrudt og en bedre forfrugteffekt fra kløvergræsset.

Grøngødning

Som det fremgår af tabel 1 koster det at introducere grøngødning (år 1) i sædskiftet, men når det først er gjort, giver det et højere DB II. I tillæg til dette får man et mere stabilt dyrkningssystem, og man er klar til at høste gevinsten, hvis kornpriserne igen har udsigt til at stige.

Ti procents udbyttetab ved en kornpris på to kr. pr. kg koster 800 kr. pr. hektar ved et gennemsnitsudbytte på fire ton pr. hektar. Der er mange kombinationsmuligheder, og man skal vælge den strategi, der passer til ejendommen. I det aktuelle eksempel vil det forbedre økonomien med ca. 200 kr. pr. hektar, hvis arealet med grøngødning reduceres fem pct.

Uanset om kornprisen er høj eller lav, så er det vigtigt, at man forholder sig til sine omkostninger og risikovillighed. Som økologisk planteavler skal man have særligt fokus på:

omkostninger til husdyrgødning

den alternative værdi af ens afgrøder

Flytning af gylle

Mange økologiske planteavlere har store omkostninger til flytning af gylle fra husdyrproducenten. Når man indregner transport og udbringning af gylle, så koster et kg plantetilgængeligt kvælstof nemt 15 kr. Merudbyttet i marken skal således være minimum 10 kg. pr. hektar ved en kornpris på halvanden kr. pr. kg.

Da udbytteresponsen på kvælstof varierer fra 10 til 20 kg kerne pr. hektar afhængigt af afgrøde, placering i sædskiftet osv., er det et af de områder, hvor man skal være meget kritisk og overveje, om man kan finde en bedre anvendelse af gødningen end den, man umiddelbart havde planlagt.

I sit afgrødevalg skal man tage højde for, at konsumkorn som grynhavre og brødrug har en meget lav foderkornpris i perioder med lave priser. Derfor skal man være ekstra omhyggelig med, at det lykkes at få afgrøderne afsat til konsum, ellers skal man hellere dyrke en afgrøde, som har en højere foderkornpris.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle