Eksotiske frugter i Midtjylland

Knud Hyldahl er ikke bange for nicheafgrøder. Næste projekt hedder minikiwier.

Når du om et par år smider en minikiwi i indkøbskurven, er der gode chancer for, at den er »Made in Thyregod«. For her har den lokale blåbæravler, Knud Hyldahl, som den første i landet kastet sig over dyrkningen af den eksotiske frugt, som oprindeligt stammer fra Kina. Og han starter ikke bare med et par træer i det nederste hjørne af marken.

»Det kommer an på, hvor tæt jeg planter dem, men jeg regner med 1.000 planter pr. hektar,« siger han.

Afsætningen på plads

Faktisk var det blåbærrene, der fik Knud Hyldahl i gang med kiwierne. En kollega i USA havde lavet en minikiwiplantage, fordi prisen på amerikanske blåbær var presset helt i bund på grund af import fra Chile.

»Hans plantage fangede min opmærksomhed, fordi kiwierne kan dyrkes på vores breddegrader, og de får væsentligt mere for dem, end de gør for blåbær,« fortæller Knud Hyldahl.

Han kontaktede sin blåbærindkøber hos en større dagligvarekæde, og her kunne de fortælle, at ud over de friske minikiwier, som i 2009 blev importeret fra USA og Frankrig, var de stort set ikke til at opdrive.

»Jeg fik at vide, at jeg ikke skulle være nervøs for afsætningen de næste mange år, så jeg fandt en planteskole i USA og købte 5.000 planter,« siger Knud Hyldahl.

Et par år til høst

Indtil videre har Knud Hyldahl kun fået plantet cirka 100 træer, men der skal snart flere i jorden. Han regner med, at der kommer til at gå tre til fire år, inden de begynder at give noget, og når de er fuldt udvoksede om otte år, håber han på et udbytte på 10 til 15 kilo frugt pr. træ. Til den tid vil der ikke kun være minikiwier i Thyregod, for inden længe skal der også plantes minikiwier på en ejendom i Thy, han lige har købt. På den måde kan han strække sæsonen lidt længere.

»Det er spændene at kaste sig over en ny afgrøde, og jeg kan lide at lave ting, som andre ikke gør,« siger Knud Hyldahl.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle