Niels Jørgen køber gods i Thy

Inden længe kan Niels Jørgen Pedersen erstatte formandstitlen med godsejer.

Alt tyder på, at Niels Jørgen Pedersen, den afgåede formand for Landbrug & Fødevarer, inden længe kan kalde sig godsejer. Han har nemlig aftalt med Nykredit, at han køber godset Egebaksande i Thy.

»Vi har en aftale, men vi har ikke skrevet skøde endnu,« siger Niels Jørgen Pedersen.

Gammel søbund

Ejendommen er på 230 hektar, hvor en stor del er frugtbar gammel søbund. Niels Jørgen Pedersen er i dag allerede forpagter af ejendommen, hvor han blandt andet vil dyrke hvede og alm. rapgræs, som man netop kan dyrke på denne jordtype.

Ejendommen ligger lige op ad nationalparken i Thy, og bygningerne har været i forslag som besøgscenter. De seneste fem år har de dog stået tomme, hvilket de ifølge Niels Jørgen Pedersen bærer præg af.

Konkurs sidste år

Egebaksande blev sammen med en naboejendom overtaget på tvangsauktion af Nykredit for en samlet pris af 30 mio. kr. tidligere på året. Ifølge Thisted Dagblad blev godset tilbage i 2007 købt af landmandsparret Thomas Øllgaard og Marie Østlund for 48,6 mio. kr. og var en del af Thomas Øllgaards landbrugsvirksomhed frem til hans konkurs for et års tid siden.

Ifølge en salgsopstilling fra maj er bygningerne på 714 kvm i dårlig stand og har stået tomme længe. Der er delvis termoruder i beboelsesdelen, og bygningens tag er visse steder utæt.

lft@landbrugsmedierne.dk
33 39 47 41

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle