Derfor tror Samson på store gyllevogne

Der er tendens til en opdeling med rene markvogne og mindre vogne, der selv flytter og kører gyllen ud, mener marketingchef.

Samson sætter i år fem nye PG35-vogne i marken plus prototypen fra sidste år. Bliver erfaringerne gode, vil vognen givetvis gå i fuld produktion fra 2014. Men er der et marked for så stor en vogn? Ja, mener Samsons salgs- og marketingdirektør, Martin Schousboe.

»Kapaciteten er helt klart et tema. Vi servicerer den professionelle bruger, som er maskinstationerne, industrialiserede landbrug og maskinfællesskaber. Og selvom det med størrelsen på en gyllevogn naturligvis er stærkt præget af tradition og religion, så ser vi i vores segment en øget efterspørgsel på større vogne.«

»Det gælder både i Danmark og i de europæiske lande, vi eksporterer til. Vi aner ligeledes en opdeling af vognene, hvor den ene kategori vil være lidt mindre vogne, der selv transporterer og udkører gyllen, mens den anden bliver de helt store vogne, som kun holder sig i marken og får gyllen transporteret dertil. PG35’eren hører til den sidste kategori.«

Han begrunder opdelingen med en stadig mere striks lovgivning i trafikken, som helt naturligt sætter en øvre grænse for, hvor store gyllevogne, der selv fragter gyllen fra gård til mark, må være.

»Især i Tyskland er der meget fokus på vægt og dimensioner. I Danmark giver loven også visse udfordringer, og så er vi naturligvis nødt til at reagere og udvikle nye løsninger for at følge udviklingen.«

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle