Hveden og durumhveden skuffede

Med udbytter på henholdsvis 65 og 47 hkg pr. hektar mener Christian Knarreborg ikke, at udbytterne lever op til potentialet på de sydfranske jorder.

"Udbytterne i hveden og durumhveden har skuffet i vores område i år. Vi troede ellers, at vi skulle høste gode udbytter, da vi har haft næsten nordeuropæiske tilstande med køligt vejr og megen nedbør. Men udbyttet ligger på samme niveau som sidste år," fortæller Christian Knarreborg fra sin ejendom i Sydfrankrig.

Hveden gav 65 hkg pr. hektar, og durumhveden gav 47 hkg pr. hektar. Det, mener Christian Knarreborg, er for lidt, da jorden er god nok til at give 80 hkg hvede og 60-70 hkg durumhvede pr. hektar. Nogen egentlig forklaring på det skuffende udbytte har han dog ikke. På de sandede jorder i området har den megen regn fået jorden til at falde sammen, så den er blevet meget kompakt. Men på Christian Knarreborgs ejendom indeholder jorden tilstrækkeligt ler, til at det ikke burde være forklaringen.

Ingen stress

Modsat i Danmark så er august en stille måned for de franske landmænd.

"Vi blev færdige med at høste raps, hvede og durumhvede for et par uger siden, og solsikkerne er først klar til høst til september. Vi har derfor god tid til jordbearbejdningen," fortæller Christian Knarreborg.

På de marker, hvor han skal så raps sidst i august eller først i september, har han pudset hvedestubben af med en brakpudser og kørt med en grubbelignende harve og løsnet jorden i 30 centimeters dybde.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle