Lis Magnussen avler Rød Angus kødkvæg og eksporterer til høje priser til store dele af Europa.
Det var nok de to polske landmænd, som kom på besøg for at købe kvæg. Vi havde haft kontakt med dem flere gange i forvejen, og vi havde sendt billeder af dyrene ned til dem. Pludselig en dag kom de på besøg for selv at se dyrene.
Det er det da, men de kom i deres stiveste puds. På det tidspunkt gik dyrene ude, så vi skulle ned i mosen for at se dem. Jeg spurgte selvfølgelig, om de ikke ville låne gummistøvler, men det forstod de vist ikke rigtigt, så de gik derned i deres fine, sorte sko.
Det gjorde de selvfølgelig. De købte fem dyr, som de skulle hente senere. Og de var meget nøjeregnende med at skrive alle numre ned og tage billeder og den slags.
Ja, de kom i en enorm stor lastbil, for de havde hørt, at de danske myndigheder kræver, at der skal være god plads til dyrene. Det havde de også - der var jo kun fem dyr. De var selv med, for de ville være sikre på, at vi ikke havde byttet om på øremærkerne, siden de var her sidst. Jeg forklarede, at det kan slet ikke lade sig gøre i Danmark, men det var de nu ikke så overbeviste om.
Nej, jeg bød dem selvfølgelig ind på en kop kaffe, og de skulle jo også betale. Jeg spurgte, om de ikke ville have chaufføren med ind. Men han skulle ikke med ind i stuehuset, fik jeg at vide, så han blev ude i lastbilen.
Det var næsten det sjoveste. Jeg havde sagt, at de bare kunne overføre pengene fra deres bankkonto. Men den slags stolede de ikke rigtig på, havde de fortalt mig. Så de ville betale kontant, selvom det var ret mange penge. Vi får jo tit 17.000 - 19.000 kr. for en kvie. Da de så skulle betale, havde de ikke alene kontanter, de havde også vekslet til danske kr. Så jeg sad der med en kæmpe stak 1.000 kr.-sedler.
