Kampen for at bevare lys og liv i landdistrikterne

DEBAT

Som insekterne om sommeren tiltrækkes af lyset, trækker flere af danskere mod lyset og livet i de største byer. De seneste år er der sket en stor befolkningsbevægelse væk fra landdistrikterne og mod storbyerne. En udvikling som har store konsekvenser for de kommuner, som mister indbyggerne.

Er det er muligt at stoppe denne udvikling og undgå, at vort land knækker over i to? Hertil må jeg svare: Ja! Jeg mener, at vi politikere har et ansvar for at sikre, at fraflytningen fra landdistrikterne begrænses, og at rammerne for udvikling er gode i hele landet.

Jeg mener, der er to helt afgørende værktøjer, som vi bør gøre brug af. For det første at bevare de nuværende samt skabe flere nye arbejdspladser i landdistrikterne, herunder at der placeres flere statslige arbejdspladser uden for København. For det andet at det igen bliver lettere at få et lån til at købe hus eller etablere virksomhed - selvom man bor i et landdistrikt.

I dag bliver der sagt NEJ til at få et lån – hvis en bolig ikke kan sælges igen inden for seks måneder. Dette mener jeg bør ændres. I dag er dette med til at sætte alt i stå, og vi har brug for at få boligmarkedet tøet op og at få gang i hjulene igen. Jeg vil gøre mit til at presse på over for regeringen, så salgsgarantien evt. ændres til 15 eller 18 måneder eller måske helt bliver fjernet. Ja, jeg vil fortsat kæmpe for, at der vil være lys i vinduerne i landdistrikterne.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle