Bier kan øge udbyttet med ti procent

Mikael Andersen lejer en erhvervsbiavler til at stille bistader op ved rapsmarkerne. Det ser han som en forsikring for en god bestøvning.

Selvom Mikael Andersen fra Gerlev gennem en årrække har avlet over fire ton raps pr. hektar, har han de seneste tre år betalt en biavler for at sætte bistader op i skellene til rapsmarkerne.

Bierne skal sikre en bedre bestøvning og dermed højere udbytter i rapsen. Danske forsøg har nemlig vist, at bierne kan øge udbyttet i raps med ti procent, og i svenske forsøg har man endda øget rapsudbyttet med helt op til 20 procent. Så stor gevinst er Mikael Andersen dog ikke sikker på, han får hvert år.

»Jeg ser det som en forsikring. I de år, hvor der er gode vejrforhold i rapsens blomstringsperiode, er det ikke sikkert, at jeg får et merudbytte ved at opstille bistader tæt på rapsmarkerne. Men set over en årrække tror jeg, det betaler sig at sikre en effektiv bestøvning,« siger Mikael Andersen.

Betaler 500 kroner pr. bistade

Ud af de 500 hektar, Mikael Andersen dyrker, har han raps på de 100.

»Jeg lejer bistaderne af en erhvervsbiavler. Normalt anbefaler man, at der stilles et bistade op pr. hektar i rapsens blomstringsperiode. Men i år har jeg lavet en aftale om 75 bistader til rapsen,« fortæller Mikael Andersen.

Han betaler 500 kroner pr. bistade. Dermed løber den samlede regning op på 37.500 kroner for at sikre en god bestøvning af rapsen.

Svært at sætte tal på gevinst

»Det er svært at opstille præcise tal for, hvor store merudbytter der kan høstes i raps ved at sætte bistader op langs skellene til markerne. Men mangel på naturlige bestøvere gør, at der i nogle år helt sikkert vil være en gevinst,« siger Barthold Feidenhans´l, specialkonsulent på Videncentret for Landbrug.

Han mener tilmed, at lokaliteten og vejrforholdene i det enkelte år har stor betydning for, hvor effektivt rapsen bestøves.

»Raps er en selvbestøver. De øverste blomster på rapsplanterne skal nok blive bestøvet. Derimod kan det tage længere tid for sideskud, hvor blomsterne sidder langt nede i afgrøden. Men det er svært at sige, hvor stor betydning det har,« siger Barthold Feidenhans´l.

Han tilføjer, at der ikke er forsket i, hvor stor betydning det har, at rapsblomsterne bestøves hurtigt. Man kan derfor ikke sige, hvor stor betydning en effektiv bestøvning har. Hverken i forhold til at sikre en mere ensartet modning eller i forhold til en hurtig afblomstring der giver rapsskulpen en længere fyldningsperiode.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle