Pelsavlere meldes til politiet

Dyrenes Beskyttelse melder avlerforeningen til politiet.

Dyrenes Beskyttelse er så oprørt over billeder af mink, der lever under kummerlige forhold, at foreningen nu politianmelder bestyrelsen i Dansk Pelsdyravlerforening.

DR bragte forleden videooptagelser fra den kontroversielle dyreværnsgruppe Anima, der viser mink, som er vanrøgtede, skambidte eller døde.

[[{"fid":"380603","view_mode":"default"}]]

"Billederne er stærkt alarmerende og viser mink, der lever under skammelige forhold. Billeder viser efter vores opfattelse meget grove overtrædelser af dyreværnsloven," siger Britta Riis, direktør i Dyrenes Beskyttelse.

Ikke brodne kar

At nogle af avlerne, der misrøgter minkene, oven i købet sidder i Dansk Pelsdyravlerforenings bestyrelse, er rystende, mener foreningen.

"Sagen er ikke slut, selv om vi anmelder størstedelen af bestyrelsen i Dansk Pelsdyravlerforening. Der er ikke tale om brodne kar, og minkene i Danmark lider fortsat på farme, hvor der ikke tages hensyn til deres natur og behov," siger hun.

Overvejer anmeldelse

Fødevarestyrelsen har allerede meddelt, at man overvejer en politianmeldelse.

"Jeg er skuffet over, at man kan finde dyr, der bliver udsat for lidelser på den måde," sagde veterinærchef Per Henriksen fra Fødevarestyrelsen til TV Avisen fredag.

Han mener, at erhvervet må stramme sig an og få gjort noget ved de pelsdyravlere, der ikke kan finde ud at behandle de syge og tilskadekomne dyr ansvarligt.

/ritzau/

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle