Aarhusianske landmænd får gratis øko-tjek

Nu får landmænd i Aarhus Kommune tilbudt et gratis og uforpligtende økologisk omlægningstjek.

I 2017 lagde et rekordstort antal konventionelle landmænd om til økologi, og flere følger efter.

Økologisk Landsforening tilbyder nu landmændene i Aarhus Kommune besøg af en landbrugsfaglig økologikonsulent, der sammen med landmanden gennemgår gårdens potentiale i en økologisk version.

"Der er et akut behov for mere dansk økologisk frugt og grønt. Samtidig er der brug for producenter af økologisk foder til dyrene på de gårde, der har lagt om til økologisk drift", siger Jens Peter Hermansen, der er projektleder i Økologisk Landsforening.

I Aarhus Kommune vil man gerne bakke op om Økologisk Landsforenings tilbud til landmændene, og derfor sender kommunen i den kommende tid et brev til alle landmænd med landbrug større end to hektar, hvor man blandt andet beskriver, hvad omlægningstjekket indeholder.

"Vi har fokus på grøn vækst og på at beskytte naturens ressourcer, og derfor vil vi gerne bakke op om det uforpligtende tilbud, som øko-tjekkene er", siger teamleder i Teknik og Miljø, Gitte Normand Andersen.

Gennemgang af gårdens potentiale

Brevet fra Aarhus Kommune kommer i løbet af en uge med e-post, og så er det op til den enkelte landmand, om han eller hun vil have lavet et øko-tjek af gården.

Under besøget vil konsulenten sammen med landmanden gennemgå gårdens potentiale og blandt andet se på, hvad der er af faglige udfordringer og muligheder for afsætning.

"Det er ganske uforpligtende. Økotjekket vil give landmændene et bedre indblik i økologisk landbrug, og om det er noget, de kan se dem selv i. Mange landmænd kan få en god forretning ud af lægge om, og driver man landbrug i naturfølsomme områder, er det ofte lettere at få økologiske landbrug til at gå hånd i hånd med diverse miljøkrav", siger Jens Peter Hermansen.
Det er fonden for Økologisk Landbrug, der finansierer omlægningstjekkene, som derfor er gratis for den enkelte landmand.  

Faktaboks

  • I de senere år har 300 landmænd om året fået lavet et øko-omlægningstjek
  • 9,2 procent af landbruget er i dag økologisk
  • Der er 3.600 økologiske gårde i Danmark.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle