AC Farming: Der kommer en melding i denne uge (opdateret)

Detaljerne er endnu hemmelige, men der er en melding på vej fra AC Farming.

Indtil videre har det været småt med udmeldinger fra folkene bag AC Farming, der i disse uger oplever store udfordringer - men i denne uge skulle vi blive klogere.

”Vi arbejder på det, og vi kommer med en melding i denne uge,” siger adm. direktør Jan Rodenberg, AC Farming A/S til LandbrugsAvisen.

Nærmere detaljer om hvornår meldingen kommer, og hvad meldingen lyder, ønsker han ikke at løfte sløret for endnu.

De økonomiske problemer hos AC Farming kom frem, da Gråkjær for snart tre uger siden forlod byggeriet af nogle nye stalde til AC Farming i Riis ved Give på grund af manglende betalinger fra AC Farming. Som følge af de manglende betalinger aflyste Gråkjær også et åbent hus-arrangement i det spektakulære byggeri, der går under navnet Den Sorte Diamant.

Siden har AC Farmings hovedaktionær, Jan Daugaard Pedersen udtalt, at selskabet er i ”voldsomme likviditetsproblemer”.

”EN RIGTIG GOD IDE”

Jan Rodenberg har tidligere sagt til LandbrugsAvisen, at AC Farmings kreditorer viser en meget stor forståelse for selskabets situation, og at han er fuld af fortrøstning, når det gælder om af finde de penge, der skal til for at skabe en sund økonomi i AC Farming.

Han kalder ideen bag AC Farming for ”rigtig god". I korte træk lyder hans beskrivelse af konceptet således:

"Vi køber nogle landbrug på et tidspunkt, hvor prisen er i bund. Vi indfører nogle skarpe rutiner og strømliner produktionen, så effektiviteten kommer helt i top".

Siden starten for to et halvt år siden har AC Farming bygget selskabet op fra ingenting til, at der i dag er 8.300 søer, og produktionen snart runder 250.000 smågrise om året. Dertil kommer en produktion på omkring 20.000 slagtesvin.

AC Farmings svineproduktion sker på seks lokaliteter og 18 sites i Syd- og Midtjylland. Derudover ejer AC Farming 2.200 hektar.

Opdateret 12. september kl. 7.41 med en præcision af, at AC Farming kommer med melding i denne uge - ikke en løsning.

Emneord

AC Farming Tema

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle