AC Farming mangler to-cifret millionbeløb

»Selskabet er i voldsomme vanskeligheder«, siger hovedinvestoren i selskabet, der arbejder på at skaffe kapital og en ny investor.

Der mangler et pænt to-cifret millionbeløb, hvis AC Farming skal reddes. Og det skal vel at mærke ske med en ejerkreds, der er dybt splittet.

Det er situationen i AC Farming A/S, der efter en uhørt stor vækst nu er så voldsomt hårdt ramt på likviditeten, at man ikke kan betale sine regninger.

Høsten er gået alvorligt galt på de over 2.000 hektar AC Farming dyrker. Værdien ligger mange mio. kr. under det forventede. Maskinstationen Kjellerup Agro er konkurs, så AC Farming pludselig selv skulle høste 1.200 hektar ekstra. Begge dele oveni indkøringsproblemer på flere af svineproduktionerne. Og sidst, men ikke mindst, ligger indtægten fra salg af smågrise langt under det budgetterede.

Tilsammen har det udløst en akut og voldsom mangel på likviditet hos AC Farming, der på kun to et halvt år er vokset fra nul til 8.300 søer, og i dag er en af landets allerstørste svineproducener.

Landbruget mangler både penge til at betale selskabets udgifter her og nu og i de kommende mange måneder.

Uenig ledelse

Ingen i AC Farming ønsker at fortælle, hvor mange penge det drejer sig om. Men LandbrugsAvisen efarer, at det drejer sig om et pænt to-cifret millionbeløb, der skal rejses.

Situationen sættes yderligere på spidsen af en tydelig uenighed mellem selskabets adm. direktør Jan Rodenberg og bestyrelsesformand og hovedaktionær Jan Daugaard Pedersen.

Mens Jan Rodenberg melder ud, at Jan Daugaard Pedersen har trukket sig som aktionær, så understreger Jan Daugaard, at han blot afventer, »at AC Farmings direktion finder en løsning, at de finder den likviditet, der mangler«.

»Hvis ikke de finder en løsning, må jeg overveje min situation. Mere har jeg ikke at sige. Jeg synes ikke en aktionær skal udtale sig om den nuværende situation. Det må være direktionens opgave«, siger Jan Daugaard Pedersen.

45 mio. kr. i klemme

Netop Jan Daugaard Pedersen ses af flere kilder, LandbrugsAvisen har talt med, som en nøglepeson, når løsningen, der kan lette svineselskabets økonomiske trængsler, skal findes.

Han kom med i AC Farming i januar 2017 og ejer 40 procent af aktierne i selskabet. Desuden har han næsten 45 mio. kr. tilgode, som han har lånt til selskabet. Han var også manden, der kom med pengene til at købe avlcentret Kollund Øst og nogle af AC Farmings andre gårde. Avlscentret blev handlet for omkring 55 mio. kr. Gælden til Jan Daugaard Pedersen fremgår af regnskabet, hvor det også kan læses, at banken har taget transport i både EU-betaling og svineafregning.

Ud over Jan Daugaard Pedersen og Jan Rodenberg ejes AC Farming af de to erfarne svineproducenter Jonas Juhl og Carsten Lund Thomsen, der alle har arbejdet i flere uger på at finde en ny investor.

Svær redning

»Selv om vi har haft overskud i selve svineproduktionen og stadig har et positivt dækningsbrag, har vi ikke tjent penge nok til, at vi har kunnet betale alle vores regninger«, lyder det fra adm, direktør Jan Rodenberg, AC Farming.

Jan Rodenberg bebuder, at der nok går endnu nogle uger, før der ligger en levedygtig løsning, da procesen ikke ligefrem er blevet speedet op, af at det blev kendt, at AC Farming ikke havde betalt sine regninger til Gråkjær.

At AC Farming er i økonomiske problemer kom frem i forrige uge, da Gråkjær valgte at trække alle mand hjem fra byggepladsen i Give, hvor AC Farmings nye avlscenter stort set var bygget færdigt. Dagen efter aflyste Gråkjær et længe ventet åbent hus i det byggeri, der var tiltænkt rollen som showroom for eksport af avlssvin fra Danish Pig Genetics.

Fra nul til 8.300 søer på rekordtid

På to år er AC Farming vokset fra nul til 8.300 søer .

April 2016 - Rodenberg køber konkursbo: 1. april køber Jan Rodenberg et konkursbo med tre ejendomme med 1100 søer og 220 hektar i Frørup ved Christiansfeld. Siden er der udvidet til 1.700 søer.

Januar 2017 - Rigmand bliver medinvestor: Investor og tidligere entreprenør Jan Daugaard Pedersen går i kompagniskab med Jan Rodenberg.

Marts 2017 - Køber Kollund Avlscenter: AC Farming køber Kollund Øst, der bliver selskabets første avlsbesætning.

Marts 2017 - Første selskab får AC Farming-navnet:1. marts stiftes selskabet AC Farming Kollund A/S.

April 2017 - To svineproducenter går med: Carsten Lund Thomsen, svineproducent i Danmark, Litauen, Rusland og Slovakiet, og svineproducent Jonas Dahl bliver medejere af AC Farming.

November 2017 - Siger nej til det nye DanAvl: AC Farming bryder med Dan Avl og går med i det nye selskab Danish Pig Genetics.

December 2017 - 8.000 søer og 36 grise pr. årsso: AC Farming driver landbrug på seks lokaliteter og i alt 18 sites i Syd- og Midtjylland. Medregnet besætninger med opformering produceres 36 smågrise pr. årsso. 65 ansatte.

August 2018 - Betaler ikke regninger for nyt byggeri: 24. august aflyser Gråkjær et åbent hus i et nyt byggeri til AC Farming i Give. Jan Rodenberg erkender, at AC Farming ikke kan betale regningen fra Gråkjær.

Emneord

AC Farming Tema

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle