Advokat: Trængte landmænd er for dårlige til at søge hjælp

Advokat og landboforening opfordrer landmænd i knibe til at søge hjælp.

" Vi er klar til at flytte, men nu må vi se, hvad der sker."

Sådan siger svineproducent Ove Ramsgaard Munk fra Svenstrup ved Aalborg til DR Nordjylland.

Han er en af de mange landmænd, der kører med store underskud og er i økonomiske problemer, som de ikke selv er i stand til at komme ud af. Måske fordi de beder om hjælp for sent.

Hos Ove Ramsgaard Munk står flyttekasserne klar. Hans bank har fuldmagt til at sælge gården når som helst. Men han ved ikke hvornår, eller om de trækker stikket

"Det er ganske forfærdeligt. Det skal man ikke ønske at stå i den situation," siger svineproducenten.

Advokat: Søger hjælp for sent

Ove Ramsgaard Munk har søgt assistance hos sin advokat, men problemerne har stået på så lang tid, at han nu er svær at hjælpe.

"Det gør jo, at mulighederne for at agere og ændre situationen er vanskelig," siger Rune Hyllested, der er advokat og administrerende partner hos STORM Advokatfirma i Aalborg.

Ifølge ham kommer landmænd generelt for sent for at søge hjælp.

"Når de først er kommet i det røde felt, så har de typisk mistet det gode samarbejde med bank og kreditforening. Og de har typisk mistet det gode samarbejde med leverandørerne og det gør, at det tillidsbånd, der skal være for at finde gode positive løsninger, er brændt," siger advokaten.

Selvstændighedskultur

Formand for LandboNord, Niels Vestergaard Salling, ville ønske de kriseramte landmænd var bedre til at rette blikket indad.

"Jeg tror stadig, man har den kultur i sig, at vi er selvstændige og vi har verdens bedste job. Og vi vil hellere arbejde os ud af det end at involvere en hel masse, siger Niels Vestergaard Salling.

Ove Ramsgaard Munk har boet på gården siden 2001. Han bor der med sin kone og tre børn, så det er hele familien, der lever i usikkerhed.

Budskabet, om at han har søgt hjælp for sent, nager.

"Det synes jeg da er meget ærgerligt først at få det at vide nu. Men man kan jo altid være bagklog," siger Ove Ramsgaard Munk til DR Nordjylland.

 

Emneord

finansiering , landbrugskrise , landbrugsstøtte

Relaterede

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle