Afdelingschef om flybrændstof: Vi mangler at se pilotforsøg

Der er mange forskellige bud på, hvordan man får skabt fremtidens grønne flybrændstof. Jens Elbæk, afdelingschef i Seges, efterlyser modige investorer, som tør smide penge efter pilotforsøg.

Et nyt anlæg, som kan forvandle metan fra biogasanlæg til flybrændstof, skal bygges på Fyn. Det er i hvert fald forslaget i en ny rapport, som blev offentliggjort tidligere på ugen.

Bag rapporten står en række forskere fra Syddansk Universitet, Nordic Initiative for Sustainable Aviation (NISA) og konsulentvirksomheden Niras.

Men det er blot ét bud ud af flere på, hvordan man i Danmark kan skabe fremtidens flybrændstof.

"Lige nu er der en fire - fem bud på, hvordan man laver grøn gas om til flybrændstof. Hvilken der er den rigtige, er svær at sige", siger Jens Elbæk, afdelingschef ved Planteinnovation i Seges, og henviser til, at en anden forskergruppe eksempelvis vil lave brændstof af gamle bildæk, og en anden igen, som vil bruge halm.

"Forslaget med biogasanlægget på Fyn er en spændende vej, og nok det, der kan få os op at flyve forholdsvis hurtigt, for der er intet nyt i anlæggene, de findes allerede", siger Jens Elbæk, med henvisning til, at anlæggene allerede findes i eksempelvis Malaysia og Qatar.

Efterlyser forretningsmodeller 

For nu er det vigtige, at få testet metoderne af - og at der bliver valgt den bedste løsning - forhåbentlig én, som landmændene kan få part i.

"Det interessante for landbruget er, hvordan vi bliver en del af det. Vælger man modellen, hvor man laver det af bildæk, bliver den uden om os. Men med halm eller gylle fra biogasanlægget, kan vi være med. Det er så spørgsmålet om, hvad der er det rigtige", siger Jens Elbæk, der dog ikke selv vil pege på den mest oplagte produktionsmetode.

Hans håb er i stedet, at de forskellige forskergrupper kommer til at snakke sammen og kombinere metoderne.

"Vi skal have nogle anlæg op at køre, ikke sådan noget i lille skala på et universitet, men ude på biogasanlæggene og prøve det af - der skal regnes på det - kan vi f.eks. overhovedet lave nok biogas?"

Men hvor skal pengene komme fra?

"Det er det gode spørgsmål. Der skal nogen til, som skal tage mod til sig og lave de her investeringer. Penge er der nok af, og det er den største mulighed i nyere tid for at tjene penge. Vi skal i gang med en grøn omstilling, og nogle vil tjene på det, andre vil gå fallit. Nu handler det om at overbevise investorer og også landmændene om, at det er en god model, for der mangler stadig nogle forretningsmodeller, der viser, at man kan få pengene hjem igen", siger Jens Elbæk, der gerne så, at staten gik ind og støttede en række pilotprojekter, der ville gøre det muligt at vurdere de forskellige metoder til at udvikle grønt flybrændstof op mod hinanden.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle