Afgående direktør: Lidt af et drømmescenarie for mig

Selvom han ikke længere skal være bossen, glæder Tom Axelgaard sig til sin nye rolle i Goodvalley.

Det er lidt af et drømmescenarie, der er blevet sat op for afgående direktør Tom Axelgaard i det danskejede kæmpelandbrug Goodvalley, der holder til i Østeuropa.

I en ny rolle som særlig rådgiver og ambassadør bliver han nemlig frigivet fra de mange administrative opgaver, der er fulgt med koncernens vækst over de sidste 25 år.

"Jeg skal med andre ord lidt mere væk fra computerskærmen og tilbage ud i marken", siger Tom Axelgaard til landbrugsavisen.dk.

er i bund og grund landmand

Tom Axelgaard har været med til at grundlægge og opbygge Goodvalley over de sidste 25 år. I dag spreder landbruget sig over 36.000 hektar i Polen, Ukraine og Rusland. 

"Når alt kommer til alt, så er jeg landmand, og det er det, jeg brænder for. Derfor glæder jeg mig til at komme lidt væk fra den daglige drift og de medfølgende administrative opgaver. I stedet skal jeg bidrage med råd og vejledning baseret på min erfaring fra mange år i Goodvalley", siger han og fortsætter:

"Det bliver selvfølgelig noget andet, når jeg har været vant til at være bossen, men jeg har altid forsøgt at inddrage relevante medarbejdere så meget som muligt i ledelsen af virksomheden, så det bliver ikke helt anderledes".

en anden type

Til at overtage Tom Axelgaards post er udvalgt Hans Henrik Pedersen, 37, der skal udgøre direktionen sammen med Kristian Brokop, 38.

Hans Henrik Pedersen har tidligere været i bl.a. Falck og investeringsbanken Carnegie Investment Bank og har dermed ikke samme landbrugsfaglige baggrund som sin forgænger.

"Det er helt bevidst, at vi har valgt en lidt anden baggrund. Vi har nået en størrelse, hvor en anden type opgaver fylder mere i den daglige ledelse, bl.a. strømlinet strategiarbejde, som Hans Henrik (Pedersen, red.) har baggrund i og er dygtig til", siger Tom Axelgaard og tilføjer:

"Jeg er 62 år, og derfor er det et naturligt tidspunkt at lave et generationsskifte i direktørstolen, så det har vi forberedt os på i nogle år. Jeg føler mig virkelig tryg ved at overdrage den daglige ledelse til Hans Henrik og Kristian".

Tom Axelgaard fortsætter som fuldtidsansat i Goodvalley og skal, udover at sikre at værdierne som virksomheden blev grundlagt på videreføres, også undersøge og vurdere nye vækstpotentialer og muligheder.

Faktaboks

Om Goodvalley A/S (tidligere Axzon A/S):

  • Goodvalley driver 36.000 hektar, 34 svinefarme, 9 biogasanlæg, 1 slagteri og forædling, 10 foderfabrikker og kornlagre, 2 kvæggårde og 6 markbrugscentre fordelt i Polen, Ukraine og Rusland.
  • Selskabets største enkeltaktionær er IFC, International Finance Corporation, med en andel på 6,9 procent af aktierne. Den næststørste aktionær er Tom Axelgaard med 3,9 pct. af aktierne.
  • De øvrige 89,2 procent af aktierne ejes af cirka 170 aktionærer, herunder mange danske landmænd.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle