Afgående formand: "Jeg kommer ikke til at holde op med at have holdninger"

Da afløseren pludselig stod klar og en viceformandspost ikke blev til noget, indså Frederik Lüttichau, at hans værnepligt som formand for Større Jordbrug var udtjent.

Efter næsten syv år på posten som formand for Sektionen for Større Jordbrug er det slut for godsejer og landmand Frederik Lüttichau.

Det kom frem i forrige uge, hvor stoppet kortfattet blev begrundet med, at Lüttichau vil fokusere mere på at drive sit landbrug. 

"Beslutningen om at stoppe har modnet sig over det sidste stykke tid, og der er egentlig ikke noget drastisk over det. Efter hårde år med først for meget, og så for lidt vand, er det tid til, at jeg bruger tid på mine egne ting", siger Frederik Lüttichau og tilføjer:

"Jeg kan også se, at mange landbrug udvikler sig med alt muligt som vindmøller, solceller osv. Der kunne vi måske godt gøre mere".

skulle tage skridt op

Helt anderledes kunne det være gået, da han i efteråret sidste år snævert tabte et kampvalg om posten som viceformand i Landbrug & Fødevarer. 

"Man kan ikke udelukke, at det også spiller en rolle for min beslutning. Jeg har udtjent min værnepligt i Større Jordbrug og som medlem af primærbestyrelsen, og skulle jeg fortsætte, skulle jeg tage det næste skridt til viceformandsposten. Sådan blev det ikke", siger godsejeren.

Frederik Lüttichau understreger, at han på ingen måde er bitter og er glad for, at det blev Thor Gunnar Kofoed, der endte med at blive viceformand.

"Og igennem processen indså jeg, at der var en kandidat (Christina Ahlefeldt-Laurvig, red.), der både kunne og ville overtage min formandspost i Større Jordbrug. Hun er et stort talent, og jeg er sikker på, at Større Jordbrug får stor glæde af hende", siger han.

Der er brug for større jordbrug

Godsejeren håber, at den nye formand fortsat vil nyde opbakning fra Større Jordbrugs medlemmer, for der er stadig i høj grad brug for organisationen, mener han.

"Der kommer til at være en masse drøftelser om EU-forordningerne, hvor nogle synes, det er en god idé at differentere støtten efter størrelse. Der mener vi, at alle hektarer skal have ens tilskud, og derfor er der fortsat brug for Større Jordbrug", siger Frederik Lüttichau og tilføjer:

"Jeg synes også, at vi er lykkedes med mange ting i min tid. Liberalisering af landbrugsloven, fjernelsen af bo- og arveafgiften osv. Det har været nogle af de mærkesager, vi har fået igennem, og selvom der er mange, der skal have æren for det, så er det sket på min vagt. Det er jeg stolt af".

regner ikke med at blive irriterende

Frederik Lüttichau træder desuden ud af primærbestyrelsen i Landbrug & Fødevarer, og hvordan det bliver at være udenfor den magtfulde bestyrelsen, har han endnu ikke helt gjort sig begreb om.

"Det finder jeg nok ud af. Jeg vil selvfølgelig hjælpe Christina i det omfang, hun har brug for det, og jeg kommer heller ikke til at holde op med at følge med og have holdninger til tingene. Men jeg regner ikke med at blive særligt irriterende", lyder det fra Frederik Lüttichau og tilføjer:

"Men det bliver med respekt for udvalget og dets arbejde. Vi har en rigtig god bestyrelse, så det er jeg helt tryg ved".

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle