Afgrødekommentar: Olielagre faldet mere end forventet

Ugentlige lagertal fra USA med til at holde hånd under olien.

Det var bredt ventet, at de ugentlige lagertal fra det Amerikanske energiagentur, EIA, ville vise at olielagrene var faldet yderligere siden sidste opgørelse.

Markedet lå med en forventning om et fald på 2,5 mio. tønder, men da tallet blev offentliggjort viste det sig, at der var tæret lidt yderligere på lagrene. Ikke meget, men lagrene faldt med 2,68 mio. tønder – et niveau der burde kunne understøtte de nuværende priser.

Det rapporterer Jyske Markets i torsdagens afgrødekommentar. 

Siden OPEC+ bebudede produktionsnedskæringer har det været interessant at følge udviklingen i lagrene, da det giver os en indikation af, hvorvidt strategien har den ønskede effekt, lyder det. 

Prisen er også kommet pænt retur ovenpå det fald der startede i fredags, også hjulpet godt på vej af yderligere stimuli fra kinesisk hånd. Kineserne er en vigtig brik i spillet, når vi snakker fastholdelse af væksten i Emerging Markets. En faktor som er vigtig i forbindelse med at kunne fastholde den globale efterspørgsel.  
 
Vejrudsigten i det ellers tørkeramte Brasilien er nu vendt lidt i producenternes favør, og den lange tørke er nu afløst af en smule mere regn. Om det er nok til at vende den kedelige situation er endnu for tidligt at spå om, men sikkert er det, at vejrskiftet kommer belejligt.

Vi har endnu til gode at se en effekt på priserne, som stort set har handlet sidelæns siden september 2018. 
 
 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle