Afgrøder er afhængige af bier - men de er svære at tiltrække

En stor del af den globale afgrødeproduktion er afhængig af at blive bestøvet, men hvad, der rent faktisk virker for at tiltrække bierne til markerne, er der ikke mange erfaringer med.

Afgrøder, der er afhængige af bestøvere udgør 35 procent af den globale afgrødeproduktion volumenmæssigt.  Det viser rapporten ”Pollinators, pollinaton and food production” fra 2016, udgivet af FN-organisationen Ipbes.

Nogle afgrøder er mere afhængige end andre. Et eksempel er raps. Hvis den bliver bestøvet, bliver kvaliteten af olien bedre, og derudover blomstrer den hurtigere. Men der er kun nok bier til at bestøve omkring en fjerdedel af alle rapsmarker. Det sagde Lise Hansted, postdoc, Københavns Universitet, på et symposie om bestøvere torsdag. 

Der er forskellige tiltag man kan tage i brug for at tiltrække bier. 

”Man kan for eksempel lave reder til humlebier, men af eller anden grund er det ikke så effektivt i Europa”, sagde Lynn Dicks, forsker, University of East Anglia. 

Redekasser til humlebier var en fuser

Det har Jørgen Pedersen, foreningen Vilde Bier i Danmark, også erfaringer med. Der blev bygget 100 redekasser til humlebier i Odder i samarbejde med indbyggerne. Men ingen af kasserne blev beboet af bier. Ifølge Lynn Dicks burde det at kunne lade sig gøre – også i Europa. En løsning kunne være at købe kolonier af humlebier samtidig med, at man stiller redekasser op. 

Et andet tiltag er at plante blomster i parker og på eller ved landbrugsjord og på den måde tiltrække vilde bier.

Blomsterstriber

Det har Herning-Ikast Landboforening i samarbejde med blandt andet Danmarks Naturfredningsforening erfaringer med i projektet ”Faunapletter på agerjord”. Det fortalte Thyge Nygaard, Danmarks Naturfredningsforening, om til symposiet om bestøvere torsdag, arrangeret af blandt andet Københavns Universitet. 

Formålet med projektet er at tiltrække fugle og insekter, heriblandt bier, til området. 

I 2016, da projektet startede, blev der sået 27 km blomster i området. Bedene var tre meter brede. Projektet har spredt sig til andre kommuner, og i år nåede de op på omkring 100 km blomsterbede i alt. 

"Virker det? Vi ved det ikke. Men det har gjort landmændene mere bevidste om biodiversitet. Hovedmålet var at skabe rum til dialog – mission accomplissed. Men for at komme videre, skal vi have mere viden, hvis flere skal have lyst til at deltage", sagde Thyge Nygaard.

Det er to eksempler på tiltag, men hvad, der virker, og hvad, der ikke virker for at tiltrække vilde bier, er svært at sige. I bund og grund har vi brug for mere viden, mener Lynn Dicks.

Hvis du har god erfaring med at tiltrække bestøvere, så del gerne din viden i kommentarfeltet eller send en email på net@landbrugsmedierne.dk.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.