Aflivning sat på pause på fri-testet minkfarm: Avlere vil redde raskemeldte mink

I august fik Frank Andersens mink i Nordjylland corona. Nu er minkene raske igen, men alligevel står farmens dyr til at blive aflivet. Det arbejde er dog sat på pause lige nu, og Danske Minkavlere håber, at raskmeldte besætninger kan undgå aflivning.

I august fik Frank Andersens mink corona. Han ejer den fjerde minkfarm i Nordjylland, som blev testet positiv for corona - men han var også den første, hvor minkene ikke blev slået ned.

I stedet gik sygdommen hurtigt gennem besætningen, og den 6. oktober blev Frank Andersens minkfarm testet helt rask, og det offentlige tilsyn fjernet.

Alligevel er myndighederne gået i gang med de indledende procedurer for aflivningen af minkene på farmen. I går havde Frank Andersen besøg af politiet, fordi minkene skulle tælles forud for aflivningen. Det fortæller pressechef hos Kopenhagen Fur, Søren Jespersen.

Men aflivnignen startede aldrig, og er sat på hold fra Fødevarestyrelsen. Det skriver Kopenhagen Fur og Danske Minkavlere i en pressemeddelelse.

Det er umiddelbart blevet modtaget som en god nyhed hos Danske Minkavlere, der opfordrer Fødevarestyrelsen til ikke at aflive fri-testede besætninger.

"Jeg synes, det er forkert, at helt raske mink, som ikke har sygdommen, men derimod antistoffer imod den, skal slås ihjel. Det oplever vi stor forståelse for hos Fødevareministeriet, Fødevarestyrelsen, veterinæreksperter, politikere og befolkningen, men der mangler grønt lys fra sundhedsmyndighederne. Vi har stor forståelse for, at sundhedsmyndighederne har meget travlt, og at mink sikkert for dem er perifert, men for os er det vores levebrød", siger Tage Pedersen, formand for Danske Minkavlere i en pressemeddelelse.

Minkene hos Frank Andersen er fortsat helt raske, og de har dannet antistoffer mod covid-19. Det viser undersøgelser fra Københavns Universitet.

Arbejder på en afgørelse

Hos Fødevarestyrelsen kan man bekræfte, at arbejdet er sat på pause hos Frank Andersen. 

Det skyldes dels ren logistik, og at Fødevarestyrelsen prioriterer at aflive besætninger på smittede farme, men også at Fødevarestyrelsen arbejder på at afklare, hvad der skal ske med de farme, der bliver fritestet.

"I Fødevarestyrelsen arbejder vi på at afklare, hvordan vi kan håndtere besætningen, som er testet fri for COVID-19", oplyser Fødevarestyrelsen i en mail.

Fødevarestyrelsen kan ikke oplyse hvem eller hvordan, der skal tages stilling til de fritestede farme.

Også Beredskabschef i Fødevarestyrelsen Nikolas Kühn Hove har tidligere fortalt landbrugsavisen.dk, at det er noget som sundhedsmyndighederne kigger på.

40 kan testes fri

Ifølge Danske Minkavlere vil op imod 40 danske minkbesætninger med stor sandsynlighed kunne testes fri for corona, men Fødevarestyrelsen har sat testningen i stå.

På møder med fødevareministeren har myndighederne lovet at ville genoptage testningen af de første farme, men pdet er ikek sat i gang endnu. 

"Hele vores liv er på spil. Fra den veterinærfaglige viden ved vi, at Frank Andersens mink ikke udgør nogen smitterisiko. Mang af de først ramte farme i Nordjylland er i samme situation. Hvorfor skal de dyr slås ihjel? Det har ingen effekt for folkesundheden at slå tidligere syge og nu raske dyr ihjel. Vi har brug for avlsdyr for at kunne videreføre pelsbranchen, den bedste mulighed er Nordjylland", siger Tage Pedersen, formand for Danske Minkavlere.

"Regeringen gør hvad den kan for at holde Danmark i gang med stramme restriktioner, som dog giver mulighed for at erhvervslivet kan fungere. Men i forhold til vores erhverv, har sundhedsmyndighederne forstærket forsigtighedsregimet så meget, at vi langsomt, men sikkert ser på, at hele erhvervet bliver aflivet. Jeg vil gerne appellere til, at sundhedsmyndighederne nu hurtigt tager stilling til vores fremtidsmuligheder, og at de tager de veterinærfaglige eksperter med, som har erfaring med sygdomsbekæmpelse i husdyrbesætninger. Vi har også fra erhvervets side bedt om et møde, og jeg er klar til at rydde kalenderen", siger Tage Pedersen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle