Afregning til Arlas mælkeproducenter stiger trods uændret mælkepris

Mejeriet holder igen mælkeprisen i ro, men valutakursregulering og højere bæredygtighedstillæg hæver afregningen. 

Efter en nedgang i mælkeprisen igennem hele det første halvår af 2023 har Arla holdt mælkeprisen i ro de sidste tre måneder, og det fortsætter i oktober. 

Og så alligevel ikke.

For mejerikoncernen fastholder aconto-mælkeprisen på både konventionel og økologisk mælk i næste måned. 

Men et højere bæredygtighedstillæg og den kvartalsvise valutakursregulering øger prisen for begge afregninger en anelse med 0,5 øre per kilo mælk.

Dermed lander Arlas acontopris for konventionel mælk af den bedste kvalitet baseret på GMO-frit foder indsendt klimatjek data og bæredygtighedstillæg  på 299,1 øre per kilo mælk. 

Prisen for økologisk mælk hæves tilsvarende med 0,5 øre til 344,3 øre per kilo for mælk af bedste kvalitet.

I den lidt højere mælkepris indgår så også, at bæredygtighedsstillægget for fjerde kvartal 2023 stiger med 1,6 øre per kilo, fordi flere andelshavere har arbejdet med klimatiltag såsom kontinuerligt plantedække og vedvarende elektricitet. 

Tillægget blev for alvor rullet ud til Arlas andelshavere i august som en del af mejeriets nye bæredygtighedsprogram, der skal belønne klimatiltag på gårdene.

Arla begrunder fastholdelsen af mælkeprisen med blandt andet øget mælkeforsyning globalt set.

- Den globale mælkeforsyning fortsætter med at stige, men vækstraten er aftagende, og der ses fald i nogle områder. Detailsalget stiger fortsat, og vi har set den første måned med vækst i 2023, skriver Arla i en pressemeddelelse.

 

 

Hollændere sænker prisen

I modsætning til Arla sænker den hollandske konkurrent Frieslandcampina sine priser i næste måned som følge af sløj efterspørgsel.

Konventionel mælk falder med 0,25 euro til 41 euro per 100 kilo mælk. Det svarer til cirka 306 øre per kilo mælk.

Økologisk mælk får barberet 0,5 euro af prisen per 100 kilo mælk til 53,75 euro, hvilket svarer til 400 øre per kilo mælk

Arlas og FrieslandCampinas mælkepriser kan dog ikke sammenlignes 1:1 på grund af forskellige tillæg.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle