Afrikansk svinepest fundet i Nordtyskland: L&F opfordrer til at holde transporter fra området

Et udbrud af Afrikansk svinepest er konstateret i det nordlige Tyskland, nærmere betegnet på en gård i det sydlige distrikt Emsland. L&F opfordrer til, at man holder transporter fra området.

Der er fundet afrikansk svinepest (ASF) i den nordvestlige delstat i Tyskland Niedersachsen.

Det skriver det tyske ministerium for Landbrug, Fødevarer og Forbrugerbeskyttelse.

Myndighederne fik allerede mistanke om udbruddet fredag aften.

Udbruddet af den frygtede svinesygdom er fundet i en tambesætning med 280 søer og 1.500 smågrise i Emsbüren Kommune i landkreis i Emsland.

Dermed er sygdommen, der længe har hærget i Kina og Sydeuropa igen rykket tættere på Danmark. Emsbüren Kommune ligger omkring 430 kilometer fra den danske grænse.

Ikke langt derfra ligger Danish Crowns tyske svineslagteri. 

Myndighederne i Tyskland er i gang med at håndtere smitten og har indført en udelukkelseszonen i en radius af 10 kilometer. 

I Landbrug & Fødevarer følger man udviklingen tæt, og udbruddet af Afrikansk svinepest i det nordlige Tyskland får organisationen til at komme med en klar opfordring til danske griseproducenter.  

- Man skal ganske enkelt holde sig fra området, siger Jens Munk Ebbesen, områdedirektør for fødevare- og veterinærforhold i L&F.

- Det er helt afgørende, at vi ikke bidrager til at sprede sygdommen, så hvis man har transporter eller andre gøremål i området i de kommende dage, så skal man finde alternativer. Vi skal ikke løbe nogen unødig risiko, og vi skal lade de tyske myndigheder arbejde og håndtere sagen, siger Jens Munk Ebbesen.

Der arbejdes på, at nye zonekort hurtigst muligt bliver tilgængelige i Danish Transport Standard. 

Tyskland blev første gang ramt af afrikansk svinepest i september 2020.

Afrikansk svinepest er ikke farlig for mennesker.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle