Afrikansk svinepest kan få det til at ramle

Øverst på dagsordenen hos L&F svineproduktion står afrikansk svinepest, som kan koste erhvervet milliarder.

Hvis det skulle gå så galt, at afrikansk svinepest kommer til Danmark, vil det gøre dybt indhug i økonomien hos danske svineproducenter. Hvis det ikke lykkes at holde den frygtede sygdom ude af landet, kan resten af Landbrug & Fødevarer svineproduktionsstrategi nærmest være underordnet.

Så skarpt formulerede Erik Larsen, formand for L&F Svineproduktion, problematikken, da han aflagde årsberetning på svinekongressen i Herning tirsdag.

»Vi skal allesammen gøre alt, hvad vi overhovedet kan for at holde smitten ude. Siden sidste år er problemet i det østlige Europa kun blevet værre, og vi har nu fået det første skræmmende udbrud i Vesteuropa. Vi skal være ekstremt påpasselige herhjemme!« sagde han.

Et udbrud af afrikansk svinepest herhjemme vil ramme det gode image, dansk svineproduktion har i udlandet, og koste eksportkroner.

Bedre vask

For at øge sikkerheden strammer L&F Svineproduktion kontrollen op med vaskehallerne ved grænsen, der skal hindre smitte ad den vej. Samtidig undersøger de, om man kan sætte en kontrolpost op et stykke før vaskehallen, som kan gennemgå bilen, inden den får lov at køre til vask og desinfektion.

»Vi indfører nul-tolerance for sløseri. Transportører, der ikke overholder reglerne, bliver ganske enkelt ekskluderet«, dundrede han fra talerstolen.

Vask af biler er ikke gratis, og strammere regler vil koste ekstra. Derfor regner han med, at prisen for vask stiger i 2019. For et år siden blev de svineproducenter, der eksporterer, pålagt at betale en del af regningen.

»Desværre er der nogle af vores kolleger, der ikke vil betale. Det er ikke i orden, og det følger vi op på«, lovede Erik Larsen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle