Agri Nord: Lav skindpris presser minkbranchen

Minkavlere er tvunget til at agere på den pressede situation med lave priser på skind. Det mener AgriNord, der derfor afholder et temamøde om situationen.

Lige nu koster det pelsavlerne penge at producere minkskind. Avlerne er derfor tvunget til at agere. Enten med ændringer i produktionen eller med reduktion eller udvidelse. Det vurderer Agri Nord, der har indkaldt avlerne til et temamøde om den aktuelle, økonomiske krisesituation.

Det skriver Agri Nord i en pressemeddelelse.

Ved Kopenhagen Furs seneste auktion var der, iøflge Agri Nord, stadig skind tilbage, da auktionen var slut. De skind, der blev solgt, indbragte i gennemsnit 218 kroner.

Det er godt 80 kroner fra 0-punktet, og det betyder altså, at minkavlerne taber 80 kroner, hver gang de sælger et skind.

For en avler med 2.000 tæver og en produktion af 10.000 skind giver det et tab på 800.000 kroner. Det tab skal lægges oveni tab fra de foregående to-tre år.

Den virkelighed skaber en særdeles vanskelig økonomisk situation ude på farmene, og Agri Nord afholder derfor temamøde torsdag den 11. oktober fra kl. 14.30 på centret i Aalborg, hvor der sættes fokus på problemet.

Produktionen skal ændres

Situationen er så alvorlig, i følge Agri Nord,  at avlerne kan blive nødt til at ændre på fodring, udlicitere pelsningsarbejdet eller måske droppe den årlige vaccination.

"Fremstillingsprisen har ikke ændret sig, mens salgsprisen bare er gået ned og ned", siger virksomhedsrådgiver Jørgen Cæsar Jensen, der er en del af Agri Nords mink-team.

Derfor opfordrer han til, at »plejer« helt afskaffes, når det gælder produktionsomkostningerne.

"Mange avlere er nødt til at ændre tingene. Ellers har de ingen berettigelse i fremtidens minkproduktion", siger Jørgen Cæsar Jensen.

Større mink er måske ikke løsningen

Fremfor at spare har avlerne effektiviseret over de sidste par år. Gennem avlsarbejde er det lykkedes at få større mink.

Jørgen Cæsar Jensen opfodrer dog til, at man revurderer den strategi, idet større mink kræver mere foder, og der er tendenser til, at de store mink fører flere veterinære omkostninger med sig.

"Tiden er inde til at revurdere den strategi, man lagde for tre år siden. Holder den?", spørger konsulenten.

Han mener, at det måske kan være bedre at gå efter flere hvalpe end større skind.

Store farme klarer sig bedst

Enhver minkavler er desuden nødt til at kigge på omfanget af produktionen. Det er forskelligt fra farm til farm, om en udvidelse eller en reduktion er løsningen. Overordnet set ser det dog ud til, at det er en fordel at fordele omkostninger på flere mink.

"Der er en tendens til, at de store farme kan holde omkostningerne længst nede", siger Jørgen Cæsar Jensen, der aktuelt har regnet på to forskellige farme: en med få mink og en fremstillingspris på 345 kr. pr. skind og en med mange mink og en fremstillingspris på 235 kroner pr. skind.

"På den mindste farm vil et produktionsophør i en periode være den bedste løsning, mens en udvidelse på den største farm vil give en lavere fremstillingspris", siger rådgiveren, der anbefaler, at avlerne under alle omstændigheder regner forskellige scenarier ud med de forskellige skindpriser.

Tag snakken med banken

Uanset hvad avlerne vælger at gøre, så er det afgørende, at de drager deres finansielle partnere ind i beslutningerne.

"Man er simpelthen nødt til at tage dialogen", siger Jørgen Cæsar Jensen.

Sammen med sine kollegaer i Agri Nords minkteam er han torsdag den 11. oktober klar til at komme med forskellige bud på, hvordan minkavlerne klarer sig bedst gennem situationen.

De har desuden allieret sig med dyrlæge Børge Mundbjerg, Biovet.

Mødet er gratis, og alle er velkomne.
 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle