AgriNord inviterer Greenpeace til debat

Agri Nord har inviteret landbrugspolitisk rådgiver i Greenpeace, Kristian Sloth, til en debat om bæredygtighed.

Som en del af Aalborg Bæredygtighedsfestival har Agri Nord inviteret Greenpeace til debatmøde den 13. september på landbocentret i Aalborg. Her skal man debattere bæredygtighed og fødevareproduktion i dagens Danmark.

Noget, de to parter ikke umiddelbart er enige i.

For Greenpeace er dansk landbrug i sin nuværende form absolut ikke bæredygtigt. For Agri Nord har dansk landbrug været bæredygtigt i årevis.

Det skriver AgriNord i en pressemeddelelse.

Mindre kød, mere grønt

Et bæredygtigt landbrug er et landbrug med fokus på mindre kødproduktion og mere produk-tion af økologisk, plantebaseret mad til mennesker. Det mener landbrugspolitisk rådgiver i Greenpeace, Kristian Sloth.

"Kød er verdens mindst bæredygtige fødevare. Det er vi verdensmestre i at producere i Danmark, og det bliver vi nødt til at lave om på af hensyn til miljøet, naturen, biodiversiteten, folkesundheden og især klimaet", siger Kristian Sloth.

Dansk landbrug går forrest

Det danske landbrug påvirker jordens ressourcer, naturen og miljøet minimalt gennem højtek-nologiske hjælpemidler, mener formand for Agri Nord, Carl Christian Pedersen.

"Vi har drevet landbruget bæredygtigt i årevis, men har bare kaldt det noget andet", siger formanden.

Han mener, at dansk landbrug er nøglen til et mere bæredygtigt samfund – ikke forhindringen.

"Dansk landbrug er i høj grad med til at udvikle og bidrage til det bæredygtige samfund. Det gør vi især med bæredygtig energiproduktion og højere dyrevelfærd, og så er vi blandt de bedste i verden, når det gælder udnyttelse af næringsstoffer", siger han.

Hilser debatten velkommen

Selvom de to parter umiddelbart ikke er enige i fødevareproduktionens bæredygtighed i dagens
Danmark, lægger de begge op til en fornuftig diskussion.

"Vi har inviteret Greenpeace, fordi det er vigtigt at høre, hvad andre mener om vores erhverv.
Jeg tror faktisk, vi er tættere på hinanden, end vi lige regner med", siger Carl Christian Pedersen.

Også hos Greenpeace ser man frem til mødet.

"Jeg synes, det er et rigtig godt initiativ, at Agri Nord vil snakke om fremtidens bæredygtige
fødevareproduktion i Danmark. Det er rigtig flot, at landbruget selv tager den problemstilling
op og inviterer sådan nogle som os, der nok har et andet syn på, hvor vi skal hen, end landbruget
selv har", siger Kristian Sloth.


 

Faktaboks

Tid og sted: torsdag den 13. september kl. 16-17.30 i Tårnsalen på Hobrovej 437, 9200 AalborgSVAlle er velkomne – både landmænd og meget gerne gæster fra byen

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle